Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

En ny lov gør bilejeren ansvarlig, hvis der køres for stærkt. Også selvom det ikke skulle være ejeren, der har trykket for hårdt på speederen.

Fra 2015 bliver det altså arbejdspladsens ansvar, hvis en ansat har kørt for hurtigt i en firmabil og er blevet fanget i automatisk trafikkontrol - i daglig tale en fotofælde.

Hidtil har det været sådan, at føreren har skullet betale bøden, hvis der er kørt for stærkt. Men hvis han eller hun - eksempelvis i en lånt bil - bliver fanget i en fotofælde, er det politiets problem at identificere føreren af bilen. Og hvis føreren på billedet ikke kan identificeres som ejeren, kan det være svært for politiet at finde den skyldige.

Med den nye lov flyttes ansvaret for at identificere føreren over på ejeren, som endda også skal få den skyldige til at melde sig selv til politiet.

Loven gælder hastighedsovertrædelser på op til 30 procent, hvilket ifølge Rigspolitiet udgjorde cirka 85 procent af alle fartbøder i 2012. Ved overtrædelser på mere end 30 procent vil det stadig være poltiets ansvar at finde den skyldige.

Hos Dansk Erhverv, der repræsenterer flere forskellige brancher, er man ikke begejstret for den nye lov, fortæller chefkonsulent Jesper Højte Stenbæk.

»Med den nye lov påføres virksomhederne en politimæssig opgave, som de ikke er sat op til. Virksomheder er vant til at forholde sig til de arbejdsmæssige ting, men slet ikke trafikovertrædelser.«

Jesper Højte Stenbæk mener, at loven er blevet vedtaget for at nedsætte administrationsbyrden hos politiet.

»Politiet slipper for en helt masse arbejde med at identificere føreren i de her sager. Det kan politiet overlade til ejeren, om det så er en virksomhed eller privatperson. Og hvis ejerne ikke kan løfte opgaven, så får de selv bøden. Det vil give flere betalte bøder og mindre administrationsomkostninger,« siger han og understreger, at Dansk Erhverv ikke har noget imod, at politiet gennemfører fartkontrol.

»Men man kan ikke bare udlicitere det til private og så læne sig tilbage og vente på, at pengene kommer i kassen.«

Justitsministeriet oplyser, at loven træder i kraft i begyndelsen af 2015, når politiet er klar med et nyt it-system, der skal administrere den nye lov.

Andre læser også