Flere danske kommuner betaler forening af tidligere rockere for at fjerne unge fra bandemiljøet, men fører ingen kontrol med de mange penge.

Foreningen af tidligere rockere i Tidligere Bandemedlemmer (TBM) er blevet en social pengemaskine, skriver Ekstra Bladet.

Flere kommuner betaler nemlig foreningen mange penge for at hjælpe unge ud af bandemiljøet, uden at de på noget tidspunkt har krævet bevis for de udgifter, som foreningen har. De har heller ikke set et eneste regnskab fra TBM, som nægter at udlevere dem af hensyn til deres sikkerhed.

Kommunerne accepterer simple emails uden fakturanummer som kvitteringer for beløb på op til flere hundrede tusinde kroner.

Vejle Kommune har for eksempel overført 75.000 kroner til TBM med en kort mail som kvittering.

- Vi har blandt andet talt med mindst to andre kommuner, der har samarbejdet med TBM, og de har været tilfredse med det. Er der andet, du ville forestille dig, at vi kunne have gjort, siger kommunens arbejdsmarkedschef, Michael Petterson til Ekstra Bladet.

Formand for TBM Michael Green afviser, at foreningen tjener penge på det omfattende arbejde for kommunerne.

BNB