Hvorfor i alverden var der ikke nogen, der greb ind? Det er et af de store spørgsmål, der står tilbage efter, at en af årets første studenter blev slået ned på Nørreport Station fredag aften.

Stationen er et af hovedstadens store trafikknudepunkter, hvor metro, S-tog og busser samler tusindvis af mennesker hver dag. Alligevel kimede telefonerne ikke hos Københavns Politi, da fire ukendte gerningsmænd overfaldt studenten kl. 21.30 og slog ham i hovedet, så han fik en blødning i hjernen.

Det vækker harme hos BTs Facebook-brugere, hvor et overvældende flertal udtrykker, at de havde grebet ind, hvis de havde overværet situationen.

- Naturligvis skulle man da gribe ind. Det er jo horribelt, at det sker uantastet. Vi er fortabt, hvis vi ikke hjælper vores medmennesker, skriver Leif Østbygaard f.eks.

Det undrer i høj grad også Eva Smith, juraprofessor på Københavns Universitet og tidligere formand for Det Kriminalpræventive Råd, at man kan blive overfaldet, uden at nogen griber ind.

- Det synes jeg godt nok er forbløffende. Det kan jeg slet slet ikke forstå. Der var ikke engang nogen, der ringede efter politiet? Jamen alle har da en mobiltelefon, lyder hendes målløse reaktion.

DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN

En del læsere bemærker også, at de ville være bange for selv at blive overfaldet, hvis de greb ind i en voldssituation. Og det, mener Eva Smith, kan være årsagen til, at gerningsmændene ikke blev standset fredag aften.

- Man tænker nok: Skal jeg til at spille helt her? Der står jo nogle unge stærke mænd meget tættere på. De er nærmere til at gribe ind. Måske har voldsmændene også en kniv... Og hvis jeg blander mig, så skal jeg vidne imod dem, og hvad sker der så med mig? Det skal jeg ikke involveres i. Der er sikkert også allerede nogen, der ringet til politiet.

- Jeg tror, det er sådan noget, folk tænker. Det er næsten den eneste måde, man kan forklare det på. Der er en almen fornemmelse af, at der går nogle vanvittige voldspsykopater rundt, som man for alt i verden ikke skal involveres i. Men der er mange mennesker, der må være flove her bagefter og ærgrer sig over, at de ikke greb ind for at hjælpe den unge mand, lyder det fra Eva Smith.

Synes du, at man skal gribe ind, hvis man ser nogen blive overfaldet?

Deltag i debatten herunder - de bedste indlæg bliver bragt i BT tirsdag