De mange influenza-tilfælde breder sig til Region Midtjylland og Region Syddanmark.

Mange danskere er blevet ramt af influenza. Antallet af henvendelser om symptomerne er steget markant. Særligt Region Hovedstaden har de seneste dage oplevet en stor stigning i antallet af henvendelser. Nu har sygdommen bredt sig til andre regioner, skriver TV2.dk.

Ifølge TV-stationen har der i Region Midtjylland været omkring 2.500 henvendelser siden midnat, ligesom der i Region Syddanmark i gennemsnit er 200.300, der ringer i timen, oplyser TV2.dk tirsdag lidt før klokken 16.30.

Der er endnu ikke meldinger om store udbrud af influenza i Region Nordjylland og Region Sjælland.

- Folk henvender sig med ondt i halsen, feber, muskelsmerter og hvor symptomerne udvikler sig meget hurtigt over nogle timer, siger Jens Lundgren, som er formand for influenzaudvalget i Region Hovedstaden til TV 2 News.

Mandag oplyste overlæge Tyra Grove Krause fra Epidemiologisk afdeling ved Statens Serum Institut over for Berlingske Nyhedsbureau, at den seneste indberetning fra landets vagtlæger netop viser en stigning i influenza-tilfælde.

Næste opgørelse bliver foretaget torsdag den 27. december, og her vil det stå klart, om der er tale om, at Danmark er på vej ind i en influenzaepidemi.

Region Hovedstaden har dog været så hårdt ramt, at man mandag bad syge danskere om at lade være at ringe til den overbelastede vagtlæge, med mindre man har været syg i dagevis.