Onsdag kunne Radio24syv fortælle om afpresning af Café Heimdal og Mucki Bar på Nørrebro, hvor der i begge tilfælde har været tale om grupper af unge med indvandrerbaggrund, som har forsøgt at true sig til beskyttelsespenge.

For godt fire år siden skete det samme for baren Café Viking på Nørrebro.

Susanne Hansen var på arbejde den aften i august 2012, hvor brostenene fløj gennem ruden på Café Viking i Ægirsgade på Nørrebro, og derfor føler hun også med ejerne bag Mucki Bar og Café Heimdal, der nu gennemgår det samme.

»Jeg kan godt forestille mig, hvordan de har det. Det er meget ubehageligt, og jeg håber også, de får den opbakning, vi fik, og at der ikke kommer til at ske mere. Det skal stoppes,« siger Susanne Hansen til BT.

I 2012 blev ejeren af Café Viking, Jane Pedersen, også kendte som ’Mor Jane’ landskendt, da hun fortalte om, hvordan hun blev udsat for afpresning. Hun fortalte også om, hvordan der blev smidt brosten gennem barens ruder, mens der var kunder og folk på arbejde.

Det var den dag, Susanne Hansen stod bag baren.

»Alle tre vinduer smadrede, for at det ikke skulle være løgn, og jeg vidste ikke, om det var brosten eller pistolskud. Jeg troede jo næsten, jeg var med i en amerikansk film,« forklarer Susanne om episoden dengang.

Ejeren af Café Viking, Mor Jane, sørgede dengang for, at Susanne fik psykologhjælp, ligesom de to ofte var på vagt sammen om aftenen, så Susanne ikke skulle være alene. I dag er hun dog stadig mærket af hændelsen for godt fire år siden.

»Man går og håber, at det ikke sker igen, men jeg er stadig mærket. Hvis der sker noget bag mig, som lyden af balloner, der baldrer, eller glas der smadrer – whatever - så stivner jeg helt, jeg kan slet ikke have det,« fortæller Susanne Hansen.

Selvom hun har været bange, har Susanne Hansen dog insisteret på at beholde sit job på værtshuset.

»De får sgu ikke lov at hive mig ud, det er jo mit arbejde, der betaler min husleje. Det er forfærdeligt, at sådan nogle mennesker kan ødelægge så meget. De aner ikke, hvad de gør ved andre og de mén de sætter i folk,« siger Susanne Hansen.

Efter historien om Café Viking ramte medierne iværksatte politiet en intensiv jagt på gerningsmanden, og det lykkedes dem at anholde en 19-årig mand fra bandemiljøet på Nørrebro for afpresning. Siden har der heldigvis ikke været flere episoder med hverken afpresning eller hærværk,

»Der har heldigvis ikke været noget, efter ham gutten blev taget på fersk gerning, så det har været stille og roligt,« siger Susanne Hansen og slutter:

»7-9-13.«