De 20 indsatte i statsfængslet Vridsløselille, som startede på Claus Meyers madskole i september sidste år, bliver tv-stjerner, når DR 21. marts indleder en dokumentar-serie på otte afsnit, hvor man følger de indsatte på kurset.

- Vi er bevidste om, at der sidder pårørende og ofre, som kan føle sig stødte ved at se nogle af de her fanger på skærmen, og derfor er det bedste, vi kan gøre ikke at gå så meget ind i de her kriminalsager, siger DR-redaktør Gitte Tækker, der er ansvarlig for dokumentarserien om Vridsløselille, til B.T. tirsdag.

Men risikerer I ikke at gøre dem til tv-stjerner?

- Jeg synes ikke, de bliver skildret som tv-stjerner. De bliver skildret på godt og ondt. Det er klart, der er risiko for, at man kan krænke retsfølelsen, når hårde kriminelle får mulighed for at lægge en ny livsbane her. Også selv om vi har tanke for at undgå at skabe nye kriminalitet og dermed undgå nye ofre, siger Gitte Tækker.



Kim Andersen, fængselsinspektør i Vridsløselille, ved ikke om man vil fortsætte med madskolen i statsfængslet.

- Det kommer an på, hvordan offentligheden reagerer på dokumentarprogrammerne, og hvordan debatten bliver, siger han til B.T. tirsdag.



Hvad synes du om, at DR laver kokke-tv med indsatte i Vridsløselille?

Deltag i debatten under artiklen. De bedste indlæg bliver bragt i B.T. onsdag