Flere gader bliver afspærret i det indre København fredag, når prins Henriks båre skal overføres fra Amalienborg Slot til Christiansborg Slotskirke.

Båren vil blive overflyttet klokken 18 fredag, og det betyder, at gaderne langs ruten allerede fra klokken 17 vil blive spærret af.

Det oplyser Københavns Politi.

Helt præcist drejer det sig om Amaliegade, Sankt Annæ Plads, Bredgade, Kongens Nytorv, Holmens Kanal, Holmens Bro og Christiansborg Slotsplads, som ruten går gennem.

'Ruten vil være afspærret for al kørende færdsel i tidsrummet fra kl. 17 og til ligtoget har passeret', oplyser politiet.

Her ses ruten.
Her ses ruten. Foto: Københavns Politi
Vis mere

Derudover afspærres også Børsgade og Vindebrogade for al kørende færdsel i tidsrummet fra klokken 16 til klokken 19 - inklusiv Holmens Bro, Højbro og Stormbroen.

'Når Prinsens båre køres til Christiansborg Slotskirke, vil rustvognen blive fulgt af Hendes Majestæt Dronningen og den kongelige familie i biler', skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Når rustvognen er ankommet til Christiansborg Slotskirke, bæres båren ind i slotskirken af 10 officerer fra Den Kongelige Livgarde. Bagefter vil den kongelige familie samles omkring til kort religiøs ceremoni. Kun den nærmeste familie vil være til stede. Det vil sige kongefamilien, prinsens franske familie og få andre.

Kronprins Frederik, Prins Vincent og Prins Christian ser på blomster på Amalienborg efter at have fulgt Prins Henriks båre til Amalienborg fra Fredensborg, torsdag den 15. februar 2018.
Kronprins Frederik, Prins Vincent og Prins Christian ser på blomster på Amalienborg efter at have fulgt Prins Henriks båre til Amalienborg fra Fredensborg, torsdag den 15. februar 2018. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Lørdag vil prins Henrik ligge på såkaldt castrum doloris i Christiansborg Slotskirke, hvor offentligheden kan få adgang til den lukkede kiste, efter kongefamilien har besøgt stedet.

Prins Henrik sov stille ind klokken 23.18 tirsdag på Fredensborg Slot. Han var omgivet af sin hustru og sine to sønner.

Han blev 83 år.

Prins Henrik bisættes 20. februar klokken 11.00 fra Christiansborg Slotskirke på Slotsholmen i København.

Prins Henriks båre ankommer til Amalienborg fra Fredensborg torsdag den 15. februar 2018.
Prins Henriks båre ankommer til Amalienborg fra Fredensborg torsdag den 15. februar 2018. Foto: Philip Davali
Vis mere