15-20 imamer fra Odense, Aarhus og København samles onsdag i København for at diskutere TV2-dokumentar.

København: Imamen i Islamisk Kulturcenter i København har kaldt til hastemøde efter TV2-dokumentaren "Moskeerne bag sløret", oplyser DR Nyheder.

- Jeg har inviteret alle landets imamer, og 15-20 har meldt tilbage, at de kommer. Det er imamer fra København, Odense og Aarhus, siger imam Khalil Mushib til DR Nyheder.

Mødet er klokken 16 på Islamisk Kulturcenters adresse i det nordvestlige København.

Khalil Mushib vil ikke oplyse årsagen til hastemødet, men Islamisk Trossamfund og Dansk Islamisk Center bekræfter over for DR, at mødeindkaldelsen skyldes TV2-dokumentaren "Moskeerne bag sløret".

- Vi skal diskutere denne her dokumentarfilm fra TV2, og hvad der er de bedste svar til det, siger talsmanden for moskeen på Grimhøjvej i Aarhus, Oussama El-Saadi, til DR Nyheder.

Første afsnit af dokumentarserien 'Moskeerne bag sløret' blev vist tirsdag aften og har vakt kritik.

I et klip fra dokumentaren kan man blandt andet se Grimhøj-moskeens imam, Abu Bilal, belære tilhørerne om, hvilke blodige straffe - herunder stening - Koranen dikterer ved blandt andet utroskab.

I to andre klip rådgiver en foredragsholder i Grimhøj-moskeen en muslimsk kvinde om, hvordan hun skal slå sit barn, hvis det ikke bede. Og han fortæller, at det ifølge Koranen er forbudt for muslimske kvinder at arbejde sammen med mænd.

Talsmanden for Grimhøj-moskeen mener, at TV 2 undlader vigtig information i dokumentaren.

- Først og fremmest skal vi tage afstand fra dokumentaren på grund af den måde, den er optaget på med skjult kamera. Vi føler, at vores rettigheder er krænket, siger Oussama El-Saadi til DR Nyheder.

/ritzau/