Måske fløjter du lystigt med, når du lytter til Kim Larsens 'Det er i dag et vejr' eller knipser med fingrene, når du lytter til 60'er hittet 'My Girl' af amerikanske 'the Temptations'.

Det er dog ikke alle personer, som er i stand til at gøre dét, som andre kan få til at se legene let ud.

En ny undersøgelse, som Yougov har foretaget for BT og Metroxpress, viser nemlig, at hver sjette dansker ikke er i stand til at knipse. Og nogenlunde samme antal danskere kan ikke finde ud af at fløjte en lille melodi.

Ifølge undersøgelsen er der også forskel på, om man er mand eller kvinde i forhold til evnerne inden for knipseri og fløjten. Der er nemlig færre kvinder, som evner at knipse og fløjte sammenlignet med det modsatte køn. Således svarer hele 20 procent af kvinderne, at de ikke kan knipse og 22 procent af de adspurgte kvinder svarer, at de ikke kan fløjte. På mændenes side er der derimod 13 procent, der svarer, at de ikke kan knipse og 12 procent, der svarer, at de ikke kan fløjte.

Til gengæld er der meget få danskere, som mestre at pifte. Hele 73 procent af de danske kvinder kan ikke pifte og 65 procent mænd kan ikke pifte.

Den nye undersøgelse er baseret på 1006 repræsentativt udvalgte danskere i alderen 18-74 år fra YouGov Panelet i perioden 5. - 7. Januar 2018.

BT har sendt en reporter på gaden for at teste danskerne i de to kunstarter. Se i toppen af artiklen, hvordan det gik, da vi skulle forsøge at få danskere på gaden til at fløjte og knipse.