Det skal være slut med historier som den om både Amy og den lille pige Masho, der blev adopteret fra et børnehjem i Etiopien og endte dybt ulykkelig hos sine danske adoptivforældre i Holbæk. Social - og integrationsminister Karen Hækkerup har nemlig besluttet, at adoptionsbureauet DanAdopts samarbejde med etiopiske Enat Alem, som står for formidlingen til børnene, skal stoppes omgående. Enat Alem har flere børnehjem i Etiopien, bl.a. et i byen Asela, hvor pigen Amy kommer fra.

- Vi skal jo være helt sikre på, at børn, der kommer via international adoption kommer hertil på de rigtige betingelser, og at det rigtige for dem er at komme til Danmark. Men meldingen er fra de folk, vi har haft i Etiopien, at de er bekymrede over det fremtidige samarbejdet med Enat Alem, og derfor har jeg valgt at stoppe samarbejdet, fordi vi ikke kan være sikre på, at de børn, der kommer hertil, kommer med den rigtige baggrund, siger social-og integrationsminister Karen Hækkerup.

Siden november har samarbejdet mellem DanAdopt og Enat Alem været sat i bero, men Karen Hækkerup har nu helt valgt at sætte en stopper for det. Ministeren understreger dog, at adoptionssamarbejde med f.eks. lande som Etiopien også kræver støtte fra Danmark.

En af årsagerne til beslutningen om at stoppe samarbejdet er bl.a. som det fremgår af dokumentaren ‘Adoptionens Pris’, at lederen af Enat Alem handlede i strid med reglerne, da han fortalte Mashos biologiske forældre, at både Masho og lillebroderen Roba på et senere tidspunkt ville komme tilbage til Etiopien til gavn for forældrene, der begge er hiv-smittede.

Ifølge Karen Hækkerup blev det allerede i maj indskærpet overfor Enat Alem, at der f.eks. ikke måtte være penge mellem børnehjem og og forældre, sådan som det også blev antydet i ‘Adoptionens Pris’. Sagen om pigen Masho blev bl.a. beskyldt for at have overtrådt FNs børnekonvention og både social-og integrationsministeren og Danadopt kaldte sagen ulykkelig og understregede, at den ikke skulle have fundet sted.

Og for at undgå lignende sager vil Karen Hækkerup i nærmeste fremtid kalde Folketingets partier til samling for at drøfte procedurerne for adoption.

- Vi skal finde ud af, hvordan vi kan blive ved med at modtage børn, der kommer hertil via international adoption med den rigtige baggrund, og så skal der fokus på, hvordan vi ruster adoptivforældrene, sådan at dem, der modtager et barn, bliver bedre klædt på til at tage imod et barn, der har helt særlige udfordringer, siger ministeren.

Danadopt og Enat Alem har samarbejdet siden 2006, og ifølge Danadopt er der fra afdelingen i Asela siden 2008 adopteret 20 børn til Danmark, men i ingen af sagerne finder Ankestyrelsen grund til tvivle på, at de er foregået på lovlig vis.