Demonstrationer, happenings, bannere og flyers. Utilfredsheden blandt de lockoutede lærere er i løbet af den første uge kommet til udtryk på talrige måder. Men der er også lærere, for hvem det er svært at gå helhjertet ind i aktiviteterne under lockouten.

Mette Jorsø er en af dem. Hun stod onsdag aften frem i TV Avisen på DR1 og bekendtgjorde, at hun er på arbejdsgivernes side i konflikten mellem lærerne og KL.

Mette Jorsø er byrådsmedlem i Køge for Venstre, men til daglig arbejder hun fuld tid som lærer på folkeskolen Uglegårdsskolen i Solrød, hvor hun underviser i Fransk, Dansk og Historie.

Hun mener, at lærernes nuværende arbejdstidsregler er et gammeldags system, hvor lærerne bruger for megen tid på at tælle timer, hvilket går ud over respekten omkring lærerne og muligheden for, at skolelederne kan udvikle folkeskolen.

- Det er det dér tælleri, der simpelthen ikke er til at holde ud for nogen - hverken for lærerne, som får stress af det, eller for lederne, som i den grad er bundet i forhold til at kunne udvikle skolen, fordi alt skal tælles. Vi skal væk fra det tælleri, siger Mette Jorsø til bt.dk.

Men er det ikke politikernes opgave at udvikle folkeskolen?

- Jo, det er det selvfølgelig. Politikerne sætter nogle rammer for, hvad der skal ske, men jeg håber, at skolelederne kan få lov til at sætte sit præg på de forskellige profilskoler og linjeskoler sådan, at der bliver flere forskellige tilbud, specielt når eleverne kommer op i de højere klasser, siger Mette Jorsø.

Men vil du selv være villig til at undervise flere timer om ugen?

- Ja, det ville jeg da. Men så er der selvfølgelig nogle ting, jeg ikke skal gøre i stedet for, siger Mette Jorsø.

Men er du ikke bekymret for undervisningens kvalitet, hvis antallet af ugentlige lektioner stiger, mens forberedelsestiden bliver mindre?

- Det kommer an på, hvad det stiger fra og til. Det har været en kæmpestor problemstilling i den her debat, hvordan tingene bliver regnet ud. Men jeg er helt tryg ved, at det finder man ud af ude på skolerne mellem lærerne og skolelederne, siger Mette Jorsø.

Plads til uenighed i DLF?

I TV Avisens indslag hævder DR at have talt med indtil flere folkeskolelærere, der ligesom Mette Jorsø er uenige i Danmarks Lærerforenings linje, men som imidlertid ikke tør at stå frem med deres holdninger. Og det er en problemstilling, Mette Jorsø kan nikke genkendende til.

- I indslaget siger Anders Bondo, at Danmarks Lærerforening kan rumme alle holdninger. Men det kan den jo ikke. Ikke fordi jeg er blevet irettesat eller noget andet. Men det er ikke en holdning, man bryder sig om overhovedet, siger Mette Jorsø, som efter sin medvirken i TV Avisen har været livligt debatteret på Facebook.

Men Dorte Lange, som er næstformand i Danmarks Lærerforening, mener sagtens, at Lærerforeningen kan rumme forskellige holdninger blandt medlemmerne.

- Vi har en enormt demokratisk opbygning i Danmarks Lærerforening. Og det er vores helt klare opfattelse, at 99 procent af medlemmerne bakker op om linjen. Men der er helt sikkert mulighed for at tilkendegive, hvis man er uenig, siger Dorte Lange og uddyber:

- Det er et stort problem, hvis de ikke tør stå frem, for så kan vi jo ikke tale om det. I forløbet her op til lockouten har der i høj grad været mulighed for at diskutere og påvirke vores linje. Så jeg vil opfordre uenige lærere til at tage diskussionen op med deres tillidsrepræsentanter, så vi kan høre, hvad de er uenige i, siger Dorte Lange.