Ikeas grundlægger, Ingvar Kamprad, er død, 91 år gammel.

Det skriver flere svenske medier.

Ikeas pressetjeneste bekræfter dødsaldet over for Aftonbladet, og IKEA bekræfter også dødsfaldet på Twitter.

'Ingvar Kamprad er roligt sovet ind i sit hjem i Småland. Han blev født i Småland i 1926, og i en alder af 17 grundlagde han IKEA. Ingvar bliver meget savnet og hjerteligt husket af hans familie og af IKEA medarbejdere over hele verden,' skriver virksomheden på Twitter.

Ingvar Kamprad døde i sit hjem i Småland den 27. januar efter en kort tids sygdom, skriver møbelfirmaet i en pressemeddelelse ifølge Aftonbladet. Han var omgivet af sine kære, lyder det.

»Vi er meget kede af Ingvars død. Vi vil altid huske hans hengivenhed og engagement i altid at tjene de mange mennesker. Giv aldrig op, prøv altid at blive bedre og være det gode eksempel,« siger Torbjörn Lööf, administrerende direktør og koncernchef Inter IKEA GROUP til Aftonbladet.

»Det er sørgeligt, men samtidig glædes man over, at han fik en langt og indholdsrigt liv. Jeg tror, han har haft det sjovt under konstruktionen af Ikea,« siger Lars-Johan Jarnheimer, formand for Ingka Holding, Ikeas moderselskab, til Dagens Industri.

Ingvar Kamprad grundlagde møbelgiganten Ikea i 1943, men har ikke haft en operationel rolle i virksomheden siden 1988. Han har dog stadig fungeret som seniorråder for virksomheden.

Den svenske entreprenør var en af verdens rigeste mænd, men alligevel var Ingvar Kamprad kendt som en yderst sparsommelig mand, der blandt andet var fan af loppemarkedsfund. Det fortalte han i en dokumentar på svenske TV4 i 2016.

»Det ligger i den smålandske natur at spare. Jeg tror ikke, jeg har noget på, som ikke er købt på et loppemarked. Det betyder, at jeg gerne vil sætte et godt eksempel,« sagde Ingvar Kamprad ifølge Dagens Industri dengang.