Elever, der får daglig idrætsundervisning, klarer sig bedre i skolen, viser svensk forskning. Christine Antorini vil have daglig motion i alle skoler som led i folkeskolereform.

En kolbøtte om dagen giver højere karakterer til drenge i skolen, skriver Berlingske. Et forskningsprojekt fra Malmø viser, at drenge, der i hele deres skoletid har fået daglig idrætsundervisning, klarer sig så meget bedre i skolen, at der ved afslutningen af skolegangen er næsten lige så mange drenge som piger, der vurderes egnede til gymnasiet.

Normalt klarer drengene sig dårligere end pigerne, men ifølge forskningsprojektet – Bunkefloprojektet – gavner en times daglig idræt især drenges skolepræstationer, mens der ikke ses samme effekt hos piger.- Vi har ikke undersøgt det videnskabeligt, men drengene behøver muligvis mere bevægelse for at trives og blive motiverede i skolen. Pigerne har normalt lettere ved at passe ind og finder sig i det meste, siger Ingegerd Ericsson, der er lektor i idrætsvidenskab ved Malmø Högskola og har stået for undersøgelsen af sammenhængen mellem idræt og læring.Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) vil have mere bevægelse og idræt med i det nye folkeskoleforlig, som skal forhandles på plads efter sommerferien.- Jeg synes, det er rigtig interessante resultater. Fordi der er så mange overbevisende resultater af kombinationen af fysiske aktiviteter og bedre boglige kompetencer, vil jeg sammen med de frivillige idrætsorganisationer lave en mere koordineret indsats, som skal være en rød tråd i reformen af folkeskolen. Der er så meget, der tyder på, at mere idræt og bevægelse virker og styrker motivationen og koncentrationen i de boglige fag. Det er især interessant, fordi vi har en skole, hvor drengene sakker bagud, siger Christine Antorini.

I næste uge skal hun have endnu et møde med idrætsorganisationerne om udspillet, der i sin fulde form skal gælde dagtilbud, folkeskoler og ungdomsuddannelser. I Bunkefloprojektet samarbejdede de to involverede skoler med de lokale idrætsforeninger, og eleverne fik en lektion idræt dagligt, der var tilrettelagt som normal idrætsundervisning, dog med særligt fokus på motorik. Børn, der ved skolestarten havde dårlig koordination og balance, fik derudover en times særlig motorisk træning om ugen. Kontrolgruppen fik normal idrætsundervisning to gange om ugen.Det er generelt for samtlige nordiske lande, at drenge klarer sig dårligere i skolen end piger. De får lavere karakterer ved afgangsprøverne i stort set alle fag, de klarer sig dårligere i PISA-undersøgelserne, og senere i livet er de i mindretal på gymnasierne og de videregående uddannelser.Lars Bo Andersen, der er professor og forskningsleder ved Institut for Idræt og Biomekanik på SDU, siger, at der er »masser af evidens for«, at motion og fysisk aktivitet forbedrer børns indlæringsevner. Et fælles problem for mange undersøgelser – også det i Malmø – er dog, at der ofte er tale om få undersøgte børn, og at forskerne ikke har mulighed for at anvende lodtrækning i forsøget. Men med de forbehold in mente siger han:- Projektet tyder på, at drenge har mere læringsmæssig gavn af fysisk aktivitet end piger. Det kan skyldes, at drenge er mere fysisk aktive i idrætstimerne end pigerne, så de får simpelthen mere ud af aktiviteterne. Og det kan også skyldes, at det er relativt velkendt, at det er et større problem for drenge at sidde stille. Når de får lov til at røre sig, kan de derfor lettere sidde stille resten af dagen.Men hvis eleverne skal have idræt hver dag, skal der brydes med den danske tradition for at samle idræt som dobbeltlektioner.- Jeg synes, vi skal prøve at se, om vi får mere ud af kortere og mere effektive lektioner. Men det er vigtigt at sikre, at det ikke bare kommer til at handle om at svede og få pulsen op ved at løbe en halv time hver dag. Idræt er et bredere fag, der f.eks. også handler om fairplay og samarbejde, siger Trine Laursen Lund, formand for Idrætslærerforeningen, til Berlingske.