Benny Andersen er færdig med at drikke øl på Christianshavns Torv. Sociolancen er en chance for, at en akutindlæggelse på Amager Hospital bliver omsat til et ophold på en afrusningsklinik.
»Undskyld, jeg tuder – jeg er en stor mand, men jeg har stadig noget i mit hjerte.«
51-årige Benny Andersen falder sammen i sædet bag den gamle ambulances tonede ruder. Han fører en grov hånd op til ansigtet og kniber øjnene sammen.
»I må ta’ mig med, ellers dør jeg,« klynker den omtrent to meter høje mand.
Han samler sig, og efter et stykke tid kigger han op:
»Ja, jeg er alkoholiker, men jeg er ikke fucked up. Jeg skal bare væk derfra.«
Han slår pegefingeren mod ruden og peger ud på Christianshavns Torv, hvor han de seneste to år har været fast inventar.
»Det er nemlig det, du skal,« siger socialarbejder René Pedersen og sætter sig ind bag i ambulancen sammen med Benny Andersen og giver ham et klap på ryggen.
»For helvede, hvor er det godt, at vi er nået så langt,« siger han.
Ud over at køre med sociolancen er René Pedersen støttekontaktperson i Københavns Kommune. Han er uddannet automekaniker, men har arbejdet med socialt udsatte i 16 år og kender både Københavns herbergsbestyrere og oversygeplejersker ved navn.
Derfor ved han også, at Benny Andersens hurtigste vej i behandling går gennem en akutindlæggelse og derfra en indstilling til at blive optaget på en afrusningsklinik.
»Det kræver ret stor indsigt at bevæge sig i systemet af socialindsatser. Nogle gange virker det, som om det er blevet oversvømmet i bureaukrati. Derfor giver det også supermeget mening, at vi har et akuttilbud til dem, der ikke kan overskue at bestille tid hos en sagsbehandler, der har tid om 14 dage,« siger René Pedersen.
Han oplever, at de mennesker, som sociolancen hjælper, blot inden for de seneste uger eller måneder er »røget ud over kanten«. At de er begyndt at drikke, er droppet ud af uddannelse, blevet sygemeldt eller forladt.
»For at kunne arbejde med den her type mennesker må man forstå, at alle mennesker kan fortvivles, hvis tilpas mange ting ramler omkring dem,« siger han.
For Benny Andersens vedkommende var det en hofteoperation, der fik tingene til at skride. Han har arbejdet hele sit liv som jord- og betonarbejder, men den nye hofte kunne ikke følge med.
»Først blev jeg sygemeldt, så fyret. Og så gik det, ja ...«
Benny Andersen peger tommelfingeren nedad og trækker på skuldrene.
Den seneste tid har han været nødt til at stå op flere gange i løbet af natten for at få sig en øl, og der skal gerne tre dåser Royal og en halv flaske whisky til at starte hans dag.
Han har sørget for, at én ser efter Klara
Benny Andersen er tidligere blevet hentet med ambulance og indlagt på grund af sit alkoholproblem blot for at sove den ud og blive udskrevet et døgn senere.
»Da gik jeg direkte ned i kiosken og købte en flaske Gammel Dansk,« fortæller han. Det er sket to gange.
Men denne gang skal det være anderledes. Aftalen med sociolancen var lavet på forhånd, og de seneste tre uger har Benny Andersen forberedt sig – praktisk og mentalt. Han har pakket sin lejlighed på Christianshavn sammen og fået én til at se efter hunden Klara.
»Det vigtigste er faktisk, at vi hjælper Benny med at komme fra A til B,« siger paramediciner Angelica Thrane Christensen, der styrer den gamle blå-hvide sygetransport, som sociolancen er indrettet i.
»Det kan lyde banalt, men Benny ville formentligt aldrig komme af sted ved egen hjælp,« siger hun.
På vej ind på akutmodtagelsen bliver Benny Andersen flankeret af René Pedersen og Angelica Thrane Christensen. De bliver der, indtil hospitalets socialsygeplejerske møder op og forsikrer, at der vil blive lavet en afrusningsindstilling, så snart Benny Andersen er blevet testet for tuberkulose.
Han dukker hovedet under dørkarmen ind til en enestue og omfavner i rystende bevægelser både René Pedersen og Angelica Thrane Christensen, inden de kører videre.
»Man skal ikke lade sig forblænde,« siger René Pedersen på vej ud igen.
»Der er mange ting, der kan gå galt for Benny herfra, men når man arbejder med den her slags mennesker, bliver man nødt til at være optimistisk. Og respektfuld.«
