Det gik helt galt for en 46-årig kvinde fra Viborg, da hun fredag ville rense sin ovn ved hjælp af en ny populær metode, som via de sociale medier er blevet spredt de seneste uger. Rådet er også bragt på bt.dk og dagens.dk.

En norsk kvinde har fundet på den simple rengøringsmetode, som indbefatter salmiakspiritus, og den er tilsyneladende så effektiv, at mange husmødre rundt omkring i Skandinavien har besluttet sig for at prøve - blandt andre den 46-årige viborgenser, for hvem det altså gik helt galt. Det skriver Dagens.dk.

»Min mor havde taget en skål med vand og en med salmiakspiritus, som der står i opskriften. Men jeg tror, at hun er kommet til at indånde salmiakspiritussen, for der stank i hele køkkenet. Man kunne ikke holde ud at være der,« forklarer kvindens 20-årige søn David Møller, som betegner sin mor som en frisk kvinde, der aldrig har fejlet noget.

Davids mor fik det ifølge Dagens.dk meget dårligt i køkkenet og begyndte at svede voldsomt, og familien fik hende hurtigt bragt til skadestuen på Viborg Sygehus. Og så snart de var ankommet, fik moren hjertestop.

»Det lykkes lægerne at genoplive hende til sidst. Nu ligger hun i koma med respirator på Skejby Sygehus,« siger David Møller til Dagens.dk.

Ifølge sønnens oplysninger til nyhedssitet kan lægerne ikke med sikkerhed sige, at det er salmiakspiritussen, der er skyld i morens alvorlige tilstand. Men på skadestuen i Viborg fortalte personalet angiveligt, at det havde set flere lignende tilfælde med folk, der havde været i nærkontakt med salmiakspiritus på det seneste.

»Der er gode chancer for, at hun overlever. Men det var meget tæt på,« siger David Møller til Dagens.dk.