Antallet af asylansøgere, der strømmer til Danmark er eksploderet.

Inden året er omme, regner man med, at 5.000 asylansøgere har taget vejen til Danmark for at få ophold, og det er det største antal i otte år.

Det forsøger regeringen nu at dæmme op for med ny udlændingeaftale.

Imens har Dansk Røde Kors været nødt til at tage alternative indkvarteringsmuligheder i brug. På det firestjernede Hillerød Hotel bor der i øjeblikket 42 asylansøgere, som er flygtet til Danmark i håb om at få et helle fra forfølgelse, krig og tortur i deres hjemland.

I sidste måned var antallet af indkvarterede på det firestjernede nordsjællandske hotel oppe på omkring 100. Priser på omkring 1.670 kr. for et firemandsværelse og 855 kr. for et enkeltværelse vidner om andre vilkår end asylcentrenes skrabede forhold.

Lappeløsninger

Men hotellet i Hillerød er ikke det eneste. Også fra andre steder i landet meldes der om lignende lappeløsninger på asylproblemet. Sommerhuse og feriehytter i Karrebæksminde, Gilleleje og Tinkerup bliver taget i brug til flygtninge.

Hver eneste dag kommer der i gennemsnit 13-14 udlændinge til landet, som gerne vil have asyl.

Det har fyldt Sandholmlejren og Auderødlejren til bristepunktet. Fra Dansk Røde Kors' side er man ikke glad for lappeløsningen. Her bliver fordelingen og indkvarteringen af ansøgerne varetaget.

- Det er bestemt ikke den bedste løsning, når vi skal indkvartere folk på hotel, og på grund af situationen, så er beslutningen om at lukke vores asylcentre på Lolland og et center på Langeland ændret, så de fortsat er i drift, og jeg kan sagtens forestille mig, at vi bliver nødt til at åbne nye centre, siger asylchef i Dansk Røde Kors, Carsten Isaksen.

Lige nu er 4.300 asylansøgere indkvarteret i danske centre, og når problemet har spidset til på den front, så hænger det også sammen med, at det ikke er lykkedes politiet at få sendt 771 afviste asylansøgere sendt til deres hjemlande.

Selvom regeringen har kørt en stram politik på udlændingeområdet siden 2001, og flere asylcentre er blevet lukket af Udlændingeservice, er ansøgerantallet fordoblet siden 2005.

Det problem skal en ny udlændingeaftale løse. Det er en del af finanslovsforliget. Her bliver flere omstændigheder indskærpet, blandt andet skal indsatsen for at udsende afviste asylansøgere styrkes.
 

'Nødt til at give dem kost og tag'


Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech ( V) er træt af hotelløsningen, men imødekommer samtidig, at Dansk Folkeparti vil bruge flere penge på det:

-Det er overhovedet ikke tilfredsstillende. Men vi er nødt til at give dem kost og et tag over hovedet, fortæller hun til Politiken.

Billedtekst: Hotel Hillerød huser 42 asylansøgere, der på grund af overbookning i Sandholm-lejren, er blevet indlogeret på hotellet som en midlertidig løsning. Foto: Morten Germund Foto: Morten Germund