Danmarks bedste kassedame arbejder i Rema 1000 på Frederikssundvej i København NV. I hvert fald hvis man spørger Sarah Ulbrichsen.

I et opslag på Rema 1000s Facebook-side hylder hun en bestemt kassemedarbejder fra det pågældende supermarked, der hjalp hende, da hun stod i en kaotisk situation med en hysterisk datter på det ene arm og indkøbsseddel, kurv og cykelhjelm under den anden.

- Jeg kørte hjemmefra i dag med min datter på 11 måneder i den tro, at vi havde i hvert fald en time til at handle før den lille skulle puttes, men ak, det var åbenbart en fejlagtig beregning, for vi var kun nået halvvejs ned til Frederikssundsvej da jeg kan høre den lille pibe omme bagpå cyklen. Piberiet bliver hurtig til hysterisk gråd og situation var altså top presset allerede før vi nåede frem, skriver Sarah Ulbrichsen i opslaget, som over 20.000 personer indtil videre har 'synes godt om'.

Hun forsøgte at få alle de nødvendige ting ned i kurven, men måtte kapitulere og løbe mod kassen, da hendes datter blot blev mere og mere ked af det.

- Vi bliver mødt med forstående smil, og en kvinde i køen spørger om hun kan få lov at hjælpe med at lægge varerne op, hun har selv børn og kender "den slags ture", som hun forklarer. Det bliver vores tur og jeg skynder mig ned for enden af båndet (fortsat med træt og SUR baby under armen) sætter tasken på knæet og begynder, lettere besværet at pakke med den frie hånd, forklarer Sarah Ulbrichsen om den kaotiske situation, som kassemedarbejeren kort tid efter afværger med stort overskud.

- Her vender dette fund af en kasseekspedient I har jer sig om, rækker armene ud til mig og siger "Lad mig vise din lille pige hvordan det virker her bag kassen" og tager altså min baby (der af bare forbløffelse glemmer at græde), mens jeg får pakket færdig i ro og mag, skriver Sarah Ulbrichsen, der har valgt at hylde medarbejderen på Facebook, fordi hun i den forvirrende situation ikke havde tid til at takke hende ordentligt.

- Jeg fik i den lidt tilspidsede situation ikke gjort mere end at fremstamme et tak og taget et billede, så her kommer det - hvad end du hed TAK - du reddede vores dag!Vi ses Rema :-) det kan i tro!