Infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital står klar til at modtage patienter med den dødelige virus ebola eller patienter, der er mistænkt for at have ebola.

Hvis en dansker får ebola, kan vedkommende se frem til at blive behandlet på en isolationsstuen af læger og sygeplejersker iført gule rumdragter.

Det fortæller overlæge på Infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital, Gitte Kronborg, der er beredskabsansvarlig for infektionssygdomme.

- Hvis en patient er mistænkt for ebola, vil vedkommende blive indlagt på en af vores isolationsstuer, hvor personalet iført beskyttelsesdragter vil tage en blodprøve. Det tager seks timer at få konstateret, om en patient har ebola eller ej, siger Gitte Kronborg.

Ebola er et virus, og det smitter ved kontakt med sekreter som blod, spyt, opkast, afføring eller sæd fra syge mennesker.

Dødeligheden er meget høj, og der findes hverken en vaccine eller en medicin, der kan kurere ebola, og derfor er sikkerhedsforanstaltningerne i top, hvis sygdommen skulle komme til Danmark.

Sygdommen kan give kraftige blødninger fra indre- og ydre kropsåbninger, og den kan medføre organsvigt.

Det igangværende ebola-udbrud i Vestafrika er det største udbrud, verden endnu har set. Og antallet af smittede stiger stadig.

Over 3.000 personer er smittede, og godt 1.500 er døde.

Det vides ikke, hvor høj dødelighedsprocenten vil være, hvis smittede behandles på et dansk hospital.

- Behandlingen vil bestå af saltvandsdrop og eventuelt blodtransfusion. Man kan godt overleve sygdommen, det er ikke alle, der blive lige hårdt ramt. Får man sygdommen og overlever, vil det nok tage to-tre uger før man er rask, siger Gitte Kronborg.

Isolationsstuerne er indrettet, så patienterne kan føres direkte ind på stuen udefra, uden at skulle ind igennem selve hospitalet.

Ebola-patienter vil være afskåret fra at have fysisk kontakt med pårørende, imens de er indlagt.

- Kun i tilfælde hvor et barn er smittet, vil man overveje at lade en forælder få adgang på isolationsstuen, siger Gitte Kronborg.

De gule beskyttelsesdragter er engangsdragter og bliver smidt ud efter brug. En enkelt dragt koster 1.000 kroner, og hvis ebola kommer til Danmark, vil man skulle bruge 20 dragter i døgnet for hver isolationsstue.