Man skal være varsom med at blande sig fysisk i en voldelig situation. I de fleste tilfælde er det bedste, man kan gøre, at ringe efter politiet og så blande sig ved at råbe op. Nogle gange vil det være nok til, at en gerningsmand trækker sig, lyder et af rådene fra Det Kriminalpræventive Råd, der har lavet en lille guide til, hvad du bør overveje, hvis du er vidne til et overfald:

- Man bør aldrig blande sig i situationer, hvor der bruges våben. Derimod vil man ofte kunne skræmme en voldtægtsmand væk ved at nærme sig og råbe op.

- Læg mærke til situationen, så du kan give politiet en god vidneforklaring. Bliv i nærheden og lad evt. gerningsmanden forstå, at politiet er på vej. Forsøg at få andre forbipasserendes opmærksomhed og lad gerningsmanden se, at I er mange, der ser, hvad der sker.

Udsæt dig ikke for fare

- Lyt altid til din egen fornemmelse. Vær meget varsom og pas på ikke at udsætte dig selv for fare.

- Hvis du er påvirket af alkohol eller lignende, skal du være ekstra varsom med at lægge dig imellem. Din bedømmelse af situationen kan vise sig at være forkert, og du risikerer at bringe dig selv i fare. Søg hjælp hos andre, f.eks. dørmænd eller vagter.

- Hvis du vælger at blande dig, så gør det på en ikke-aggressiv måde. Forsøg at virke afvæbnende i dit krops- og talesprog.

- Grib ikke ind bagfra, men lad gerningsmanden se dig og se, at du ikke vil blande dig aggressivt.

- Tru aldrig gerningsmanden. Afskær ham ikke muligheden for at flygte eller for at slippe ud af en verbal konflikt med æren i behold.

Vær et godt vidne

- Følg aldrig efter ham, hvis han stikker af. Læg i stedet mærke til, hvilken vej han løber, og hvordan han ser ud, så du kan være et godt vidne.

- Kvinder skal ikke være særligt bange for at gribe ind. De har i nogle tilfælde bedre muligheder for at tale en ophidset gerningsmand ned end mænd. Men brug din intuition.

Kilde: Det Kriminalpræventive Råd