Mange kirker har så få medlemmer, at de ikke vil overleve. Der er behov for en strategi for kirkelukninger, lyder det fra flere sider.

Over halvdelen af landets 2.201 kirkesogne er for små til at kunne overleve, og holde kirken åben på længere sigt. Det viser en ny analyse fra Kirkefondet, skriver Jyllands-Posten,

- Et sogn med færre end 1.000 medlemmer af folkekirken har svært ved at opretholde et bæredygtigt kirkeliv, og derfor er det helt oplagt, at der er for mange sogne og kirker i Danmark, forklarer generalsekretær Morten Skruppeltrang fra Kirkefondet, som er en selvstændig analyseenhed under folkekirken. Han efterlyser retningslinjer for, hvordan fremtidige kirkelukninger skal foregå.

Analysen konkluderer at der er 1.144 sogne i Danmark, hvor der er under 1.000 medlemmer. Samtidig viser en opgørelse, som Jyllands-Posten har foretaget, at der i 40 af sognene er under 100 medlemmer.

- Vi må erkende, at nogle enheder er for små. Når de nye menighedsråd træder til, må det være en indlysende opgave - sammen med provstiet og biskoppen i området - at skabe et overblik over de sogne og kirker, som er for små til at have et selvstændigt virke, siger Per Buchholdt Andreasen, der er formand for Præsteforeningen.