Den 44-årige sygeplejerske Jan Schrøder er lige mødt på arbejde på skadestuen på Aalborg Sygehus. Klokken er 23, og det er sommeren 2011.

Første opgave er en 19-årig pige, der har skåret sig i fingeren.

Hun er plørefuld, og Jan Schrøder er nødt til at holde hendes hænder, så lægen kan komme til såret. Ud af det blå svinger den unge pige en knytnæve i hovedet på Jan.

Han råber ad hende, at det vil han ’fandeme’ ikke finde sig i. Svaret er endnu en kindhest fra pigen. Denne gang også i hovedet. Jan fortrækker fra stuen for ikke at eskalere situationen, og lægen arbejder videre alene.

- Der var ingen indledende samtaler mellem os, inden hun slår mig, og hun sagde aldrig, hvorfor jeg skulle have nogle slag i hovedet, siger Jan Schrøder.

Jan Schrøder er langt fra den eneste sygeplejerske, der oplever vold og trusler.

En undersøgelse fra Region Hovedstaden fra i fjor viste, at 13 pct. af regionens ansatte havde været udsat for trusler om vold inden for de sidste 12 måneder. Seks pct. havde været udsat for konkret vold.

Alle episoder med trusler og vold skal indberettes som en arbejdsskade, så det er muligt at sætte ind, hvis en afdeling eller et hospital er særligt hårdt ramt. Men det sker langt fra.

Uanset hvem man spørger i sundhedsvæsenet, er meldingen den samme: Danskerne er blevet mere truende og voldelige over for sygeplejerskerne på hospitalerne.

Mørketal

Arbejdsmiljøkonsulent på Aarhus Universitetshospital, Jane Hoffmann, sidder til daglig med indberetningerne om vold og trusler mod personalet på det store hospital.

Hun er overbevist om, at antallet af trussels- og voldssager er meget større, end tallene viser.

- Jeg tror, der ligger nogle mørketal et sted, hvor man på afdelingen bliver enige om, at det er der ingen grund til at indberette. Men jeg tror også, at man vænner sig til at blive kaldt frygtelige ting, og at der så derfor skal mere til, før man mener, at der skal gøres en sag ud af det, siger hun.

Udtalelsen bekræfter en undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd fra 2007. Her svarede næsten hver fjerde ud af landets 30.000 sygeplejersker på hospitalerne, at de havde været udsat for trusler, mens hver sjette havde oplevet vold fra patienter eller pårørende.

Jan Schrøder meldte episoden med den 19-årige pige som en arbejdsskade, men da hendes veninder ikke var ’vorherres bedste børn’, turde han ikke at kontakte politiet.

Selvom han ikke fysisk led voldsom overlast, tog oplevelsen hårdt på ham, og han tager nu sine forholdsregler.

Ved altid, hvor udgangen er

- Når man ikke ved, hvem der kan finde på at true eller være voldsom mod en, er man årvågen hele tiden. Jeg ved altid, hvor udgangen er, hvor jeg kan flygte hen, og jeg placerer mig altid, så jeg ikke står i ’skudlinjen’, siger Jan Schrøder og forklarer, at han ugentlig er udsat for at blive svinet til i forbindelse med sit arbejde.

- Nogle gange er det verbale næsten ligeså slemt, for det kommer oftest fra de folk, som man mindst forventer det af. Når hr. og fru Danmark sviner en til på det groveste, fordi de mener, at de er det vigtigste i verden, bliver man chokeret. Det er lidt som om, at når vi har uniform på, ser nogle det nærmest som invitation til at svine os til, siger Jan Schrøder, der kalder sit arbejde verdens bedste i de perioder, hvor det er småt med trusler og voldsepisoder.