15 pct. af danskerne har ifølge en Gallup-måling overvejet at ændre på deres udseende ad kirurgisk vej. Mændene er mest tilfredse med sig selv, mens hver fjerde kvinde overvejer operation.

Hver sjette dansker er så træt af deres små bryster, deres mavedelle eller hængerynker, at de overvejer at få foretaget en kosmetisk operation. Hovedsageligt kvinder og yngre danskere er åbne for tanken, viser en Gallup-måling for Berlingske.

- Den kosmetiske kirurgi har været behæftet med mange fordomme og myter. En af dem er, at man er urimeligt fikseret på sit udseende, hvis man gerne vil forskønnes. Men i de senere år har vi oplevet en større accept, siger speciallæge Per Bjerregaard, formand i Dansk Selskab for Kosmetisk Plastikkirurgi.

Mens kun syv procent af mændene har overvejet at få rettet på udseende ved en operation, trækker kvinderne tallet op. Berlingske skrev søndag, at antallet af silikoneoperationer er steget til det dobbelte, fra 680 til 1349, på to år. Men en hel fjerdedel af de danske kvinder drømmer om kirurgisk hjælp til udseendet, og de tænker især på at få lavet bryster, strammet øjenlåg eller maveskind op. Mændene tænker hovedsageligt på øjenlåg og fedtsugning.- Tallene stemmer overens med de internationale tal, vi hører. Men man skal huske, at højst en tiendedel af dem, der overvejer, rent faktisk får foretaget en operation, siger Per Bjerregaard.Skridtet fra tanke til handling vil dog i takt med den unge generations fremvækst blive nemmere, mener han. Unge under 35 år er nemlig langt mere åbne over for plastikkirurgien – eller mest utilfredse med deres udseende, afhængig af hvordan man fortolker tallene.

Center for Ungdomsforskning har i store undersøgelser spurgt teenagere om deres forhold til kosmetiske operationer. For ti år siden var den slags ren science fiction, i dag er det knap 40 procent af en årgangs piger, som ville sige ja på stedet eller forholde sig positivt til det, hvis de fik tilbudt en operation.

- Det svarer til 35.000 piger på hver årgang, og det er rigtig mange. At være perfekt og »fit« fylder stadigt mere. Hvis man er fit, udstråler man kontrol, siger Søren Østergaard, leder af forskningscentret. En anden stor rundspørge blandt studerende foretaget af Institut for Folkesundhed, Københavns Universitet, har vist, at hver tiende mand og hver fjerde unge kvinde er utilfreds med sin krop.- Det interessante var, at vi så en begyndende stigning i mændenes utilfredshed med sig selv. De har ikke været underlagt det samme pres udseendemæssigt tidligere, men det er på vej, siger en af forskerne bag, psykiater Birgit Petersson.