34-årige Bettina Olsen fra Borre på Møn har været forsvundet siden mandag den 13. november.

Det skriver kvindens familie i en efterlysning på Facebook-siden 'Forsvundne personer!', hvor de beder om andre borgeres hjælp til at finde Bettina Olsen.

Sydsjællands Politi bekræfter overfor BT, at de har modtaget en anmeldelse fra familien, og at de har talt med flere personer i håbet om at finde Bettina Olsen, men det har indtil videre været uden held.

Politikredsen har desuden søndag aften udsendt en pressemeddelelse, hvori der oplyses, at politiet lige nu arbejder med flere teorier, der 'kræver efterforskningsmæssigt arbejdsro'. Sydsjællands Politi skriver derudover, at de ikke vil komme med yderligere kommentarer i sagen.

Familiens kontaktperson er Bettina Olsens fætter, Brian Arnsfeldt Hansen, og han er også det sidste familiemedlem, der har set den 34-årige kvinde i live:

»Jeg var ude og aflevere min datter ved middagstid sidste søndag, og da jeg var på vej tilbage mod Stege, kørte Bettina og jeg forbi hinanden i vores biler og vinkede til hinanden,« siger han til BT.

Sådan ser billedet ud, som familien har lagt ud på Facebook i forbindelse med efterlysningen af Bettina Olsen. Fotoet er brugt med tilladelse fra familien.
Sådan ser billedet ud, som familien har lagt ud på Facebook i forbindelse med efterlysningen af Bettina Olsen. Fotoet er brugt med tilladelse fra familien.
Vis mere

Ifølge Sydsjællands Politi er Bettina Olsen dagen efter, mandag d. 13. november, blevet set i live. Det skriver politikredsen i den udsendte pressemeddelelse.

Bettina Olsen beskrives i Facebook-opslaget som en 34-årig kvinde, der er 160 cm høj og vejer ca. 40 kg. Hun har rødt hår ned til skuldrene, er iklædt joggingtøj og er 'temmelig tynd'.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på telefonnummer 114.