København har fået et nyt markant landmærke, som rejser sig majestætisk fra den støvede byggetomt, som i flere år har mødt københavnere på Axel Torv i hjertet af København.

De fem snoede tårne med navnet Axel Towers er “de mest bemærkelsesværdige, siden Christian IV lod Rundetårn opføre som en majestætisk gestus i sten”, skriver idéhistoriker og professor ved Kunstakademiets Arkitektskole, Carsten Tau, i en begejstrede  anmeldelse af prestigebyggeriet.

Meget passende - kan man sige - var det kronprins Frederiks royale hænder, der løftede arven fra hans entreprenante forgænger og klippede snoren ved den officielle indvielse af det nye, storstilede kontor- og butiksdomicil på den gamle Scala-grund i hjertet af København.

De bronzegyldne, sammenbyggede tårne med bølgende lamel-facader snor sig op mod himlen i varierende højder fra 28 til 61 meter, og fra den offentlig tilgængelige restaurant på 10. etage er der en smuk udsigt over byens tage og spir og Tivoli som nærmeste nabo. Også en byhave, der ligger skudt ind mellem tårnene, og som nås via en trappe, er der offentlig adgang til.

Det eksklusive byggeris 18.000 kontorkvadratmeter indtages for hovedparten af et Danmarks største advokatfirmaer, Gorrissen Federspiel, der har sat sig domicilets 14.000 øverste beliggende kvadratmeter, der ifølge Carsten Thau emmer af skandinavisk underspillet ‘noblesse’ med udsøgte materialer som for eksempel læderbeklædte håndlister på trapperne og vægpaneler i egetræ.

Axel Towers.
Axel Towers. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Vis mere

Kronprins Frederik klipper snoren. Den officielle indvielse af byggeriet Axel Towers i centrum af København finder sted tirsdag den 20. juni 2017 og det er H.K.H. Kronprins Frederik, der står for indvielsen. Byggeriet har gennem længere tid været i gang på Axeltorv overfor Tivoli. Det er advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, der optager det meste af pladsen, men der skal også være butikker, spisesteder og en offentlig have i bygningerne.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix 2017)
Kronprins Frederik klipper snoren. Den officielle indvielse af byggeriet Axel Towers i centrum af København finder sted tirsdag den 20. juni 2017 og det er H.K.H. Kronprins Frederik, der står for indvielsen. Byggeriet har gennem længere tid været i gang på Axeltorv overfor Tivoli. Det er advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, der optager det meste af pladsen, men der skal også være butikker, spisesteder og en offentlig have i bygningerne.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix 2017) Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Mødelokalerne til topledelsen vil få Citizen Kane til at blegne«, skriver han.

Det er ikke første gang, at landets elite har kastet deres kærlighed på den attraktivt beliggende grund. Den velhavende komponist Bent Fabricius-Bjerre var en af de pengestærke mænd, der stod bag det nu hedengangne forlystelsessted Scala et stenkast fra Rådhuspladsen.

I 1989 åbnede Scala efter en større ombygning af stormagasinet Anva fra 1957. Ideen var at genoplive datidens National Scala fra 1882 i nye gevandter. I stedet for som i 1880’erne at fornøje datidens forlystelsessyge borgerskab med dans, tesalon og restaurant og koncertsal, skulle københavnerne hundrede år senere have en på opleveren i det nye Scalas biografer, caféer og barer. Det slog dog aldrig rigtig an, og i 2006 lukkede Scala efter en række ejerskift og konkurser. Bygningen stod tom helt frem til sommeren 2012, hvor den blev revet ned for at give plads de de fem tårne.

Det oprindelige Nationtal Scala åbende i 1882 med 73 glødepærer og et spotlight fra et hjørnetårn, der gjorde Axel Torv til den første plads i Danmark oplyst af elektrisk lys.

»I dag lyser Axel Towers op på pladsen som et funklende eksempel på dansk arkitektur i verdensklasse,«  sagde Gorrissen Federspiel-advokat Niels Heering i sin indvielsestale.

Ikke alle er dog lige begejstrede for Axel Towers. Samfundsdebattør og præst Sørine Godfredsen harcelerer i sin blog på Berlingske mod endnu et elitært byggeri i glas og stål, som vender ryggen til den jævne dansker, der næppe forvilder sig op i Michelin-restauranten på 10. etage.