Susanne Johansson
Julen og stormen Bodil er ikke de emner, der optager Kim Buch og hans syv årige søn Oliver for tiden.

I en måned har de nemlig levet i skjul. Er gået under jorden. Og der bliver de, indtil de bliver lyttet til.

- Jeg er desperat. For tilsyneladende er der ikke nogen, der vil høre på, hvad han har at sige, siger Kim Buch til bt.dk.

Det er 2 måneder siden, BT fortalte historien om Kim Buch og hans mangeårige kamp med myndighederne, som efter hans mening aldrig har handlet på hans mistanke om, at et nært familiemedlem på moderens side seksuelt krænkede sønnen Oliver.

En mistanke han selv mener at have dokumenteret igen og igen overfor såvel socialforvaltningen i kommunen som Statsforvaltningen. Men forgæves.

- De må gerne synes, at jeg er verdens mest irriterende stodder. Men det er Oliver, der er blevet straffet ved at lukke munden op, og har fået nedsat sit samvær med mig fra otte til tre dage om måneden, sagde Kim Buch i oktober.

At stå offentligt frem i BT med sin historie har kostet Kim Buch dyrt. For Olivers mor valgte på baggrund af artiklen at søge om, at Kim Buch helt blev frataget retten til at se sin søn. Og vandt.

Og for Kim Buch var der dermed ikke anden mulighed end at flygte med sønnen.

- Det er selvfølgelig en meget stor beslutning at tage på sit barns vegne, men det giver ro i sjælen at se og høre hans reaktion, siger Kim Buch til bt.dk.

- Jeg ønsker jo bare at få nogen til at kigge på den her sag, for den bliver værre og værre. Som noget nyt forsøgte jeg at sende en ny anmodning om midlertidig bopæl og forældremyndighed personligt til direktøren for Statsforvaltningen, først som almindelig post, så anbefalet. Begge dele hævder hun, at hun ikke har modtaget. Og afviser altså min anmodning uden overhovedet at have set det nye materiale, som er mit grundlag for ny ansøgning, fortæller Kim Buch.

Siden starten af november har han og Oliver levet i det skjulte.

- Det her har konsekvenser på rigtig mange felter, så det gør man kun, hvis man er desperat. Og hvad skal jeg gøre? Jeg har forsøgt at køre efter bogen i tre år, forklarer Kim Buch og understreger, at Oliver har det rigtig godt, og at Kim Buch har fået hjælp fra en psykolog til at forklare situationen til sin syv-årige søn.

- De første 14 dage troede han, at det var en ferie, efterfølgende har jeg fortalt, at han skal blive hos mig måske en måned eller to. Og det synes han er helt fint.

- Når han nævner dem derhjemme, siger han ting som 'bare nu min lillesøster ikke får flere gaver end mig' og 'ved strømpenissen nu, at jeg er flyttet? Han har ikke en eneste gang ytret ønske om, at han ville tilbage. Det er i sig selv tankevækkende.

- Havde Oliver efter 14 dage grædt og bedt om at komme hjem, så havde jeg kørt ham hjem. Men han vil ikke hjem og der bekræfter for mig, at der er noget galt, siger Kim Buch, hvis ønske er, at sønnen kan genvinde tillid til, at der er voksne, der vil ham det godt, og at han får lov til at være i fred for både fysiske og psykiske overgreb.

- Skal jeg lade mit barn ødelægge for øjnene af mig eller praktisere civil ulydighed?  Jeg ved godt, hvad der vejer tungest for mig.