»Kloak Slam«, »Frække Numser«, »Tisse-Bleer« og »Hestepærer«.

Husker du, da Danmark og særligt slikket ikke var så politisk korrekt?

Da lille Mads og Mette syntes, det var lidt sjovt og frækt at spise »Mågeklatter« og »Tissemyrer«.

Det hele begyndte i en slikfabrik i Holme-Olstrup – en lille by udenfor Næstved i 1985. En dag stod ejeren Michael Spangsberg og prøvesmagte nogle nye, brune bolsjer, da hans søn, Nicolai, spontant udbrød: »Ad, de er klamme! De ligner jo Hundeprutter«.

Sådan opstod ideen til at skabe slikket med de frække og sjove navne, som »Øre-voks«, »Døde Fluer« – og selvfølgelig »Hundeprutter«.

Toms bandlyste babserne

I 2001 blev BonBon dog overtaget af Toms, og dermed var det slut med de 'frække' slikposer.

De latrinære som »Frække Babser«, »Dyt i Bamsen« og »Blondine-hjerner« overlevede ikke og blev skiftet ud med de mere harmløse som »Andemad« og »Cirkus-Bamser«.

I 2008 valgte Toms helt at fjerne de populære og sjove slikposer. Men det skabte et kæmpe ramaskrig i befolkning, og tre uger efter lå slikket på hylderne igen.

Nu har en bruger ved navn »Orrtwhatabout« på siden Imgur.com uploadet et billede af en gammel samling med de fleste af de ældre og frækkere Bon Bon-slikposer, som er gået viralt.

Se hvor mange, du kan huske herunder.