BT Søndag fylder et år. Vi markerer fødselsdagen med et gensyn og nye historier med en række af de fantastiske mennesker og liv, vi har været tæt på.

Et atombryllup og et guldbryllup på samme dag drev os mod Thisted, hvor de kan noget med kærlighed

Hvorfor er kærligheden så vanskelig at finde og have med at gøre? Det satte BTs journalist sig for at undersøge og begav sig derfor ud på en rejse efter svar. En rejse, der endte i Thisted hos ægteparrene Frida og Karl Hundahl og Käte og Anders Mikkelsen. Frida og Karl havde sommeren forinden fejret atombryllup. 75 års ægteskab.

Samme dag havde datteren og svigersønnen, Käte og Anders, fejret guldbryllup. Og der var megen kærlighed i stuen i Thisted, da vi kom på besøg.

  

- Jeg tror, de holder sig i live for hinanden. De ville ikke kunne undvære hinanden, fortalte Käte Mikkelsen om forældrene.

Og sådan ser det gudskelov stadig ud. Frida fylder 100 i år og Karl 99. Hukommelsen er der stadig, men de hører meget dårligt, og alderen trykker lidt mere end for fem måneder siden.

De klarer sig stadig derhjemme i huset, hvor de har boet siden 1976.

Tidligere var Frida hjemmegående, og Karl drev sin forretning. En smedje. Hun lappede, syltede og sørgede for alt derhjemme. Karl kunne ikke koge en kartoffel.

I dag er rollerne ikke så opdelte længere. Nu gør de, hvad de kan, for hinanden. Når hjemmehjælpen kommer ved 11-tiden, har Karl været oppe at spise morgenmad og smurt mad til Frida, der skal hjælpes op. Så får de dagene til at gå med at blunde lidt, læse avis og se fjernsyn. Om sommeren går Karl ud i haven og plukker hindbær, fordi han ved, at Frida elsker dem. Frida sørger for, at han husker at få noget at drikke.

Aldrig tvivl om kærligheden

- Jeg håber og tror, at de kan blive hjemme. Det er i hvert fald deres og vores ønske. Så længe de har hinanden, så vil det være det bedste. Det ændrer sig måske, hvis den ene falder fra. Men så går der nok ikke så længe, før den anden også gør det. Og det er måske meget fint, når alt kommer til alt, funderer datteren.

Hun og manden Anders har, ligesom forældrene, aldrig tvivlet på kærligheden, fortalte de, da vi var på besøg. Igennem 50 års ægteskab har de været hinandens allernærmeste, delt alt og fortalt alt. Altid holdt hinanden i hånden og flere gange dagligt fortalt, hvor glade de er for hinanden.

  

- Jeg kunne slet ikke forestille mig et liv uden ham, sagde Käte og så kærligt på sin Anders.

Men parret er blevet mindet om, at de kan risikere at blive skilt ad. Mens BTs kærlighedsfortælling var på vej mod avistrykkeriet, fik Käte Mikkelsen konstateret kræft i lungerne og i brystet.

Det har været ’en barsk omgang’ med kemo og strålebehandling mod kræften i lungerne. En knude er fjernet fra brystet. Lægerne mener, at de fik det hele med. Så nu venter 24 strålebehandlinger, der skal gøre det endeligt af med brystkræften.

- Det har været hårdt. Men jeg har det godt nu. Jeg er stadig meget træt, men jeg begynder at få energien tilbage. Og efter at jeg har været til kontrol i dag, så tror jeg på, at jeg bliver rask, siger hun.

Hvis de et eneste sekund havde glemt, hvor heldige de er, at de har hinanden, så har kræften mindet dem om det.

- Vi har altid været tæt knyttede, og det er vi selvfølgelig fortsat. Men det går også lige op for én, hvor svært livet vil være, hvis man ikke havde hinanden. Det vidste man jo godt, men pludselig bliver det meget nærværende. Man lærer nok, at der er ingenting, der er en selvfølge, siger Käte Mikkelsen.