'Nisser og børneporno - er det ikke en meget, meget hård sammenligning?' 'Nej, det er det ikke'.

Ovenstående ordveksling mellem en præst og en tv-vært står formentlig knivskarpt i flere danskeres bevidsthed, selvom det nu er ni år siden, den danske frikirkepræst og nissehader Jon Knudsen besøgte DR1-programmet 'Aftenshowet' for at fortælle, hvorfor danskerne skal holde sig for gode til at pynte op med nisser, som ifølge gammel tro er djævle og dæmoner.

I løbet af interviewet får Jon Knudsen foruden børnporno sammenlignet nissedyrkelse med nazisme, idet han beder sin menighed efterlade nissehuen derhjemme, når de tager i kirke, fordi man man andre steder selvfølgelig heller ikke ville have et Hitler-flag hængende, fortæller præsten fra Løkken.

Klippet med Jon Knudsens kontroversielle holdninger gik med ét viralt dengang i 2008 og er siden blevet set af hundrede tusinder, ligesom det populære radioprogram 'De sorte spejdere' gjorde sig morsomme på præstens bekostning, hvorefter Facebook-grupper og happenings poppede op.

En dag ringede det for eksempel på hjemme hos frikirkepræsten, som åbnede døren og så, at hele hans hovedtrappe var fyldt op med nisser. Man havde simpelthen samlet alle byens små røde 'djævle' og sat dem foran døren, fortæller Jon Knudsen i dag - ni år senere - til DR.

Det er første gang, han giver interview siden dengang. Oplevelsen lærte ham nemlig, at han nok skal passe på, inden han ytrer sig offentligt igen.

Han holder fast i, at nisser historisk set er husdæmoner, som vred halsen om på kvæget eller ødelagde afgrøderne, hvis de ikke blev tilfredsstillet af bonden. Så han fortryder ikke sine udtalelser fra dengang, men han ville nok have været mindre skarp i sin formulering i dag, fortæller han til DR.

Og så havde han nok ønsket, at interviewet var blevet pillet af nettet efter et år eller to.

»Der kom rigtig mange hademails og trusler mod mig og min familie. Mine børn mærker det også i skolen. Ja, de bliver drillet,« siger Jon Knudsen, hvis børn i dag er 8, 10 og 12 år.

Jon Knudsens nissehad nåede første gang offentligheden i november 2008, da han i Nordjyske Stiftstidende fortalte, at oppyntning med nisser var udtryk for djævledyrkelse, og at han havde gjort pædagogerne i børnenes institutioner opmærksomme på, at hans børn ikke måtte udsættes for nisser, ligesom 'muslimer ikke må få svinekød'.

»Jeg har stor personlig erfaring med dæmoner, så for mig er det ikke bare en teologisk, intellektuel debat. Der er mange, der er plaget af dæmoner,« fortalte Jon Knudsen, der i sin egenskab af præst tilbyder djævleuddrivelse.

I 2010 tiltrak han sig igen opmærksomhed, da han havde klynget en tøj-nisse op i en galge i gavlen på sin kirke og udstyret den med et skilt med påskriften: 'Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.'

Den blev senere stjålet af en borger i Løkken, som tog den i forvaring og meddelte præst og politi, at den kunne afhentes efter nytår.