Den eksplosionsbrand, der mandag jævnede et hus med jorden, var påsat.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse. Politiet har mandag undersøgt den ejendom på Slotsvej i Arrild, som blev hærget af eksplosionsbranden. I dag vil der blive foretaget en supplerende undersøgelse.

»Det kan dog allerede konkluderes, at alt tyder på, at brændbare væsker har gjort, at branden udviklede sig eksplosivt. Den mandlige beboer, som fik mindre skader, er derfor blevet sigtet i forbindelse med branden. Han er indlagt til psykiatrisk behandling og vil ikke blive fremstillet i grundlovsforhør, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi, der ikke har yderligere informationer om sagen i øjeblikket.

En eksplosionbrand jævnede mandag et hus med jorden i Arrild ved Toftlund i Sønderjylland.
En eksplosionbrand jævnede mandag et hus med jorden i Arrild ved Toftlund i Sønderjylland. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Det var en af husets naboer, som anmeldte branden kl. 8 mandag morgen, efter at have hørt et brag.

BT talte mandag med en af områdets beboere, som fortalte, at han var sammen med sin kæreste, og at de lige var stået op, da de hørte eksplosionen.

»Pludselig hører vi et brag værre end det værste lynnedslag. Der gik ikke fem minutter, før hele huset var omspændt af flammer,« fortalte manden, som ikke ønskede sit navn oplyst.

»Vi blev selvfølgelig forvirret og bange. Jeg kunne se, at både taget og gavlen var blæst ud. Men det første jeg tænkte, var, om jeg kunne redde nogen,« siger han.

Manden løb over til huset, men opdagede til sin store lettelse, at husets beboer, en mand i fyrrene, stod uden for i god behold.

Eksplosionen skete omkring kl 8 mandag morgen.
Eksplosionen skete omkring kl 8 mandag morgen. Foto: Claus Fisker
Vis mere

En anden beboer fra området, en kvindelig nabo, var taget på arbejde, da hun fik et opkald om, hvad der var sket. Hun skyndte sig hjem:

»Huset var stort set jævnet med jorden. Vinduerne lå helt ovre på den anden side af vejen. Kun lidt murbrokker og dele af garagen var tilbage,« sagde den tydeligt berørte nabo, som kender manden til det nedbrændte hus godt og holder meget af ham.

»Jeg snakkede med ham i ambulancen, da jeg ankom. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, jeg er meget berørt af det, der er sket. Han er et skønt menneske og en herlig nabo, det er frygteligt, at han skal udsættes for det her,« sagde kvinden.