Mens vi i Danmark må spejde meget langt efter ulve, er de anderledes tættere på i Norge. Onsdag blev en familiehund dræbt af ulve. Ulve-overfaldet var så voldsomt, at hunden blev bidt over i to dele. Det skriver norske vg.no.

Hunden, der hed Missy, var på harejagt i det østlige Norge med sin ejer Jan Arild Krog. På et tidspunkt satte Missy efter en hare.

- Pludselig kom der nogle forfærdelige skrig, og vi tænkte, at noget var galt. Jeg løb efter hunden, og da jeg fandt den, løb to ulve væk fra stedet. Missy fandt jeg halvt spist på jorden. Halvdelen af ryggen var væk. Det var mine børns hund, så det bliver svært at komme hjem nu, sagde Jan Arild Krog til vg.no.

En medarbejder fra det norske Statens Naturoppsyn, Stein Arne Brenderyen, rykkede ud til stedet. Han bekræfter, at det var et forfærdeligt syn, der mødte dem.

- Hunden var død på stedet. Det er en meget typisk ulv-hund-sag, hvor hunden omtrent var delt i to på ryggen, siger han til vg.no.

Efter at have undersøgt hundeliget fortæller han til vg.no, at der var to til tre ulve, men at det kun var den ene, der angreb.

Ulveangrebet skete i det østlige Norge i området Trysil. Der har tidligere været meldinger om ulve i området, og Statens Naturoppsyn informerer nu jægere om, at de skal passe på deres løsgående hunde.