Den britisk-amerikanske læge og debattør Qanta Ahmed hylder en afgørelse fra EU-domstolen om, at arbejdsgivere må forbyde deres ansatte at bære religiøst tørklæde. Vesten er nødt til at forhindre islamisters forsøg på at opbygge parallelle samfund, siger hun.
Qanta Ahmed er muslim. Hun voksede op som en troende muslim i en britisk familie, og hun praktiserer i dag sin tro sideløbende med sit arbejde som læge i USA, hvor hun nu har statsborgerskab og bor i New York. Men Ahmed går ikke med det traditionelle, religiøse tørklæde, hijab, og hun mener, at det er det er på høje tid, at Vesten skrider ind over for dogmatiske krav om muslimsk påklædning, som hun mener både er kvindeundertrykkende og konstrueret uden grundlag i koranen.
»Det gør ikke en kvinde mere islamisk, at hun går med et tørklæde. Det drejer sig om, hvad hun gør. Men nu er det blevet normaliseret at gå med hijab for muslimer. Når de så ser en som mig uden, så ved man ikke rigtig, om jeg kan være en rigtig muslim. Det er diskriminerende over for kvinder, der ikke gå med hijab,« siger Ahmed.
Hun konstaterer, at de strenge krav om muslimske kvinders påklædning er vundet frem sammen med styrkelsen af »politisk islam« eller islamisme, mens det midt i 1970errne mere var undtagelsen end reglen i Storbritannien, hvor hun voksede op.
»Da jeg var omkring syv år, kan jeg huske, at jeg var med min far i Harrods og pegede på en kvinde og spurgte ham, hvad det var for noget, fordi hun havde dækket ansigtet til. Det var så sjældent og usædvanligt et syn. Nu er det bare et almindeligt krav for mange muslimer.«
Ahmed har for nylig vakt opsigt med en kommentar i det britiske, politiske tidsskrift »The Spectator«, hvor hun hylder en afgørelse fra EU-domstolen om, at europæiske arbejdsgivere må forbyde deres ansatte at bære muslimske tørklæder, hvis det er en del af et generelt forbud mod at bære religiøse symboler på arbejdspladsen. Tidligere har hun også i klummer i forskellige medier forsvaret den tidligere franske præsident Nicolas Sarkozys forbud mod niqab eller burka, der begge dækker kvindernes ansigt, samt et lignende politisk udspil fra den tyske forbundskansler, Angela Merkel.
»Først nu synes Vesten at have fundet ud, hvad der foregår. Regler om påklædning er helt sikkert nødvendig at indføre, når en nations sociale sammenhængskraft er truet,« mener Ahmed.
Hun fortæller, at hun har fået stærke reaktioner på sin klumme i The Spectator. Nogle ser hendes holdning som et angreb på islam eller et forsøg på at »begrænse folks frihed«, men hun siger, at hun derimod forsvarer islam imod islamister og en »neo-ortodoks« holdning om, at kvinderne skal dække sig til. Ahmed henviser til koranens skrifter og siger, at der står, at man skal dække sig til og være ærbar, men der står ikke noget om, at kvinder specifikt skal tildække hår og ansigt. Det har mere at gøre med kulturelle skikke i muslimske samfund, der nu igen har vundet frem, fordi nogle har en politisk interesse i fremme dem, mener Ahmed.
»Islamisterne ønsker at sige, at vi muslimer er anderledes end dem i Vesten. I højere og højere grad ser vi ikke ud som jer, og vi opfører os ikke som jer,« pointerer Ahmed.
»Men det hænger ikke sammen med noget krav i Islam. Jeg er muslim, selv om jeg ikke går klædt som kvinder for 700 år siden, og min far har været glatbarberet det meste af sit liv.«
Fra 2001 – 2002 tog Ahmed til Saudi-Arabien for at arbejde som læge. Der oplevede hun, hvad det vil sige konstant at være påtvunget et tørklæde og tildækning som kvinde i det offentlige rum. Oplevelsen beskrev hun i en bog: »In the Land of Invisible Women: A Female Doctor’s Journey in the Saudi Kingdom«. Siden har hun set, hvordan krav om religiøs beklædning er vundet endnu mere frem i lande som Tyrkiet og i Pakistan, hvor hun har familiemæssige rødder. Hun mener, at det gør det endnu mere vigtig for muslimer i Vesten, at de selv tager stilling og ikke bare overtager holdninger fra muslimsk dominerede lande.
»I Lahore i Pakistan for 10 år siden kunne man tage ud og se et spil polo, og det ville være som på Long Island eller i Windsor. Nu ser man slør selv blandt de velhavende. Men jeg oplevede, hvor meget det kan begrænse en i det offentlige rum. Det kan være virkelig svært at tage en rulletrappe, når man er tildækket! Da jeg gik ud af flyet fra Saudi-Arabien, smed jeg tørklædet væk.«
Ahmed mener, at muslimer i Europa må være sig bevidst, at med truslen og frygten for islamistisk terror bliver der udsendt et særligt signal ved at iføre sig, hvad der bliver betragtet som religiøs påklædning. Som en markant debattør leverer hun kommentarer til en række skriftlige medier, og på amerikansk TV har hun kritiseret præsident Donald Trump og andre for at være unuanceret i deres beskrivelse af islam.
Men hun siger, at det samtidig er op til muslimer at bestræbe sig mest muligt på at integrere sig i samfundet, og at en særlig påklædning for muslimer tværtimod hjælper islamister med at skabe de parallelsamfund, som de ønsker sig med en politisk, fundamentalistisk agenda. Derfor mener hun også, at det er på høje tid, at EU-domstolen har sat en grænse og begrænset de religiøse rettigheder på arbejdspladsen og givet »en sejr til de sekulære.«
»Jeg mener ikke, at et tørklæde nødvendigvis er det bedste at have på i forretningsverdenen, og det er jo kun på arbejdspladsen, at man ikke kan have det på. 16 år efter 9/11 og med Syrien og Isis må alle forstå, at folk kan være utrygge ved markering af islamiske symboler. Når vi skiller os ud med påklædning, bliver vi set på som mærkelige kvinder.
Det hjælper ikke, at store selskaber som Nike lancerer en pro-hijab kampagne for sportstøj. Det gør bare, at Vesten imødekommer et politisk system. Det gør også, at unge muslimer, som ikke kan huske, hvordan det var for tyve år siden, bliver mere intolerante. Men Jeg mener, at muslimer selv har et enormt ansvar for at sige fra over for radikale muslimer, og det gælder især i Vesten, hvor vi ikke er vant til den slags. Det er en meget sørgelig tilstand, som vi er endt i.«
Uffe Taudal er Berlingskes korrespondent i Storbritannien
