Det ser ud til, at der er en sammenhæng mellem intensiv træning og bivirkninger efter HPV-vaccinen. Det siger overlæge og forskningschef ved Synkopecentret på Frederiksberg Hospital, Jesper Mehlsen.

Han har undersøgt 90 kvinder, der har fået bivirkninger i forbindelse med HPV-vaccinen.

Undersøgelsen viser, at to tredjedele af kvinderne dyrkede idræt i omkring 20 timer om ugen. Halvdelen af dem - altså en tredjedel af hele gruppen - havde været på landsholdet i deres idrætsgren.

Selvom undersøgelsen ikke er videnskabelig, så mener Jesper Mehlsen, at oplysningerne om kvindernes sportsaktiviteter alligevel er så signifikante, at der er grund til at hejse flaget.

»Vi kan se, at der er en overrepræsentation af trænede. Og vi ved fra andre undersøgelser, at træning påvirker immunsystemet. Hvis man træner fornuftigt, så styrker man sit immunsystem. Men hvis man træner alt for hårdt og med et for kort interval, så kører man sit immunsystem i sænk. Det ser man tit ved Tour de France, at cykelrytterne har forkølelser, fordi de har trænet så hårdt,« siger Jesper Mehlsen.

Han understreger, at det er meget indirekte beviser. Men mener alligevel, at der er grund til at anbefale de meget træningsaktive piger, der skal vaccineres, at de lader sig vaccinere i en periode, hvor de træner mindre intensivt.

»Hvis man hører til den gruppe af piger, der træner 20 timer om ugen, så bør man lade sig vaccinere i en periode, hvor man ikke træner så effektivt. Det kan være i sommerferien eller vinterferien, hvor de ikke træner alt for meget. Det burde kunne få systemet til at falde på plads,« siger forskeren.

Ifølge Jesper Mehlsen skal pigerne dog hverken holde sig fra sport eller fra HPV-vaccinen.

»Man skal ikke være bange for sport. Man skal hverken skræmme folk fra sport eller fra vaccinen, men man skal tage nogle forholdsregler. Det er dét, vi siger. Og vi vil gerne undersøge det nærmere, men det vi siger nu, er hvad vi har i øjeblikket.«

Sundhedsstyrelsen vil ikke gå ud og anbefale, at piger, der dyrker meget sport, tager vaccinen i en periode, hvor de træner mindre. Og det kan Jesper Mehlsen på en måde godt forstå:

»De mener ikke, dokumentationen er tilstrækkelig. Og de skal som offentlig myndighed være lidt forsigtige. Men når jeg køber hovedpinepiller på apoteket, så står der på indlægssedlen oplysninger om nogle meget sjældne bivirkninger, og jeg tror ikke, de bivirkninger er bedre dokumenteret, end det vi har,« siger han.

En anden vej at gå kunne være at anbefale pigerne at blive vaccineret tidligere.

»Vi kan se, at jo ældre pigerne er, jo større risiko ser der ud til at være for at de får bivirkninger. Så hvorfor ikke bare vaccinere pigerne som ni-årige? Der er ikke mange ni-årige, der er på landsholdet, og vaccinen er godkendt ned til ni-årsalderen,« siger Jesper Mehlsen.

 

Jesper Mehlsens fire råd om HPV-vaccine:

1) Hvis man træner intensivt - altså omkring 20 timer i snit om ugen, så skal man lade sig vaccinere i en periode, hvor træningen ikke er helt så intensivt. Altså i en træningspause frem for op til en kamp, en konkurrence eller et stævne.

2) Man kan roligt dyrke almindelig træning, det styrker immunsystemet.

3) Udsæt ikke vaccinen i længere tid. Hvis man ikke lader sig vaccinere, så løber man den risiko, at man får forstadier til livmoderhalskræft, fordi det rammer i en relativ ung alder.

4) Lad eventuelt datteren vaccinere som 9-årig. I den alder dyrker de færreste sport meget intensivt. Og det ser ud til, at der er færre bivirkninger, jo yngre man er.