Ledelsen på Rigshospitalets Hjertecentrer var advaret om en overlægers misbrug af forskningsmidler allerede i 2010.

Eksperter og politikere retter kritik mod Rigshospitalets ledelse efter oplysninger om, at ledelsen på Rigshospitalets Hjertecenter for fire år siden blev advaret om overlægers misbrug af forskningsmidler. Det skriver Jyllands-Posten.

Tidligere centerdirektør Pernille Slebsager blev i begyndelsen af 2010 advaret om, at flere overlæger på centret misbrugte forskningsmidler til private formål.

Mindst tre overlæger blev ved en stikprøvekontrol afsløret i at bruge forskningsmidlerne til at betale deres kontingent i fagforeningen, hvilket førte til tilbagebetalingskrav og tjenstlige samtaler.

Læs også: Ny afsløring på Riget: Cirkusrevy, musicals og julefest for forsknings- penge

Eksperter og politikere i Region Hovedstaden kritiserer på baggrund af de nye oplysninger Pernille Slebsager og chefen for hospitalets bogholderi, finanschef Klaus Tofting, for ledelsessvigt, da de ikke reagerede på advarslen.

- Det er et klart ledelsessvigt, at man ikke skærpede kontrollen tilbage i begyndelsen af 2010, da man opdager misbruget, siger revisor Thorbjørn Helmo Madsen, der er direktør rådgivningsvirksomheden Timetax.

Det Radikale Venstres medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden Charlotte Fischer (R) betegner det som 'et stort ledelsessvigt'.

- Jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvorfor man ikke reagerede på de advarselslamper, der blinkede tilbage i 2009-2010, siger hun og kræver sagen taget op i regionsrådets forretningsudvalg.

Pernille Slebsager og finanschef Klaus Tofting vil ifølge Jyllands-Posten ikke interviewes.

Fire overlæger fra hjertecentret er foreløbig blevet politianmeldt af Rigshospitalet for misbrug af forskningsmidler til blandt andet private indkøb og dyre restaurant-besøg.