PRESSENÆVNET KRITISERER BT FOR DENNE ARTIKEL. SE PRESSENÆVNETS KENDELSE HER.

Hvem kan få sig selv til at brænde en lille mørklødet barnedukke og juble begejstret samtidig? Tilsyneladende nogle af samfundets mest indflydelsesrige personer, hvis man skal tro den venstreorienterede researchgruppe Redox.

Gruppen udgav fredag en rapport om den højreradikale gruppe ORG, der angiveligt består af cirka hundrede medlemmer.

Medlemmerne omfatter blandt andet soldater og politifolk, mediefolk og jurister, højtplacerede embedsmænd og succesfulde direktører. Magtfulde folk optændt af et brændende had. Had mod indvandrere og venstreorienterede.

En gruppe, der blev skabt i slutningen af firserne, og som siden da har holdt politiske møder i al hemmelighed.

Satte ild til barnedukke

I 2003 tændte de ved den årlige sommerfest ild i en lille mørk barnedukke. På adskillige billeder i rapporten kan man se gruppens leder, Jesper Nielsen, pakke den lille dukke ud og placere den på jorden. På de næste billeder er dukken i lys lue. Et symbol på hvordan ORG angiveligt synes, at indvandringen skal håndteres.

Redox-rapporten kortlægger et stærkt racistisk netværk, hvor ORG igennem tætte kontakter til Den Danske Forening skaber et bindeled mellem blandt andet Dansk Folkeparti, aarhusianske hooligans samt en række andre højreorienterede bevægelser.

Desuden skal organisationen have tætte bånd til Aarhus Privatskole, hvor 200 børn undervises med fundament i ’dansk historie, kultur, demokrati og kristne værdier’, ligesom blandt andre en chefkonsulent i Socialforvaltningen i Københavns Kommune og en redaktionssekretær fra B.T. står på medlemslisten.

Skoleleder optræder på billeder

Skolelederen fra Aarhus optræder på billeder sammen med af Redox navngivne medlemmer af ORG, men i en skriftlig udtalelse benægter hun ethvert kendskab til organisationen:

- Hvis jeg på nogen måde har haft forbindelse til eller kan kædes sammen med denne forening eller organisation, så må jeg erklære, at jeg ikke er bekendt med nogen som helst form for ekstremisme, skriver hun.

Samme reaktion kommer fra den højtplacerede embedsmand i Københavns Kommunes socialforvaltning, der er citeret i fagbladet Kommunen:

- Jeg betragter det som en form for bagvaskelse. Jeg mener ikke, at jeg har et udestående med nogen, så jeg ved ikke, om det er af ond vilje, men det er en grundløs beskyldning, og hvis det er den måde, Redox arbejder på, så har jeg ikke tillid til deres offentliggørelser, skriver han.

Også en redaktionssekretær på B.T. har været aktiv i ORG. Han erkender at have været medlem, men mener at foreningen har været nedlagt i mange år.

- Jeg er dybt ulykkelig over den sag. Jeg kan forsikre for, at jeg er overbevist demokrat og aldrig har været andet, siger redaktionssekretæren.

Ulovlig indtrængen

Han forklarer, at han gik med i ORG for mange år siden, da det var vanskeligt at finde et sted, hvor man kunne udtale sig kritisk om indvandringen uden at blive stemplet af omverdenen som højreradikalist.

Redox har tidligere givet udtryk for, at materialet i rapporten stammer fra insideroplysninger, mens ORG selv hævder, at lækken kun kan bunde i ulovlig indtrængen i et internt netværk.

Endnu er det uklart, hvor sandheden ligger, men mindst ét medlem af Redox blev sidste år anmeldt for ulovlig computerhacking.

Sagen efterforskes angiveligt af PET, uden der på nuværende tidspunkt er rejst tiltale.

Desuden har ORG politianmeldt Politiken for at bringe oplysninger, der ifølge organisationen kun kan være fremkommet ved kriminalitet. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Redox eller ORG.

PRESSENÆVNET KRITISERER BT FOR DENNE ARTIKEL. SE PRESSENÆVNETS KENDELSE HER.