DMI har i en uge - efter en klage over stønnelyde - jagtet ansatte, der har dyrket sex i vejrcenteret. Nu trues de sexglade meterologer med fyring og politianmeldelse

Danmarks Meteorologiske Institut har indledt en klapjagt på to lystne ansatte, der har benyttet en augustdag til at have sex med hinanden på et kontor. DMI truer nu de ansatte, der har dyrket sex på et kontor, med fyring og har desuden overvejet en politianmeldelse af parret.

- Nu er blufærdighedskrænkelse altså en strafbar handling. Og selv om de fleste af os blot griner af det, så er vi kede af, at en besøgende, der hørte lydende, har følt sig krænket, siger informationschef i DMI, Bjarne Siewertsen.

Det var en besøgende hos DMI, der overhørte de højlydte sexlyde gennem en dør hos vejrcenteret i København. Selv om vedkommende aldrig med egne øjne fik set parret, så følte vedkommende sig så krænket, at han efterfølgende valgte at sende en skriftlig klage til DMI. Efter flere dage - forgæves - at have jagtet det elskende par, måtte Danmarks officielle vejrprofetter efterlyse parret i en mail, sendt til 370 ansatte den 13. august. En mail som B.T. har fået i kopi.

- Kære alle, vi har desværre haft et tilfælde af seksuel aktivitet på DMI. De pågældende er uden held forsøgt identificeret. På den baggrund er vi nødsaget til at indskærpe, at sådanne aktiviteter ikke er acceptable og kan have ansættelsesmæssige konsekvenser, står der i mailen.

Informationschef Bjarne Siewertsen fra DMI fortæller, at selv om mange griner, så tager DMI episoden alvorligt.

- Hvordan går det med jagten på de skyldige?

- Altså, det skete en sen eftermiddag efter arbejde, hvor der blev hørt utvetydige parringslyde gennem en dør. Vi har selvfølgelig spurgt alle, der var til stede, men der er ingen, der vil indrømme det.

- Er det ærligt talt ikke, fordi meterologer bliver lystne, når varmegraderne stiger jer til hovedet?

- På det punkt tror jeg ikke, at vi er så forskellige fra andre mennesker. Jeg kan sige, at den episode har fået folk til at grine og pudse de morsomme bemærkninger af - så vi går for tiden og siger, at 'trykket stiger' og 'lummer atmosfære' til hinanden, siger Bjarne Siewertsen.