Torsdag deles der overskudsmad for 500.000 kroner ud til hjemløse og socialt udsatte i København.

En række danske fødevarevirksomheder har doneret en stor portion »overskudsmad«, som torsdag deles ud til hjemløse og socialt udsatte i København af blandt andet fødevareminister Dan Jørgensen (S).

De mange tons mad, der blandt andet omfatter brød, ost, chokolademælk, slik og cornflakes, fejler ikke noget og har ikke overskredet salgsdatoen, oplyser forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad, som står bag aktionen.

Maden - samt 297 soveposer, varme vinterjakker og 60 rygsække med varmt tøj - bliver delt ud blandt 30 væresteder, herberger, kvindehjem og asylcentre i Storkøbenhavn. Det køres ud på 80 store paller og har en samlet værdi af cirka 500.000 kroner.

»Jeg tror, alle kan se det skøre i, at vi smider mad ud nogle steder i samfundet, mens andre går sultne i seng. Så jeg er meget glad for, at Stop Spild Af Mad og alle de gode bidragydere gør det her muligt, og jeg smøger med glæde skjorteærmerne op og forlader skrivebordet for at give en hånd med,« siger Dan Jørgensen i en pressemeddelelse.

Gitte Johansen, stifter og daglig leder af værestedet Projekt Hjemløs, roser initiativet.

»Vi ser i dag, at de hjemløse ikke er glemt. Det er i disse krisetider guld værd at omdanne god overskudsmad til et måltid for byens hjemløse,« siger hun.

»Væresteder som vores er under pres, og vi må dagligt kæmpe for at skaffe mad og midler. En mad-aktion som denne giver mig mulighed for at servere en masse dejlig, gratis mad til vores sultne hjemløse.«

Selina Juul er stifter af Stop Spild Af Mad og har været i gang med planlægningen siden august. Hun er med opbakning fra fondsmidler i gang med at forsøge at få en permanent ordning for donation af mad fra fødevarevirksomheder op og stå.

»Ved hjælp af pengene fra Nordisk Råds Natur- og Miljøpris 2013, som jeg for nylig vandt, er jeg p.t. i gang med at etablere et system, som vil gøre det nemt for fødevareproducenter og detailhandlen at donere god overskudsmad til herberger, væresteder, kvindehjem og asylcentre,« siger hun.