Et helt særligt digt bliver onsdag spredt med lynets hast på de sociale medier. Nemlig digteren Henrik Nordbrandts »Vuggevise, september 2015.«

Dagbladet Politiken ryddede onsdag morgen klokken 6 forsiden af politiken.dk for at bringe et digt af forfatteren Henrik Nordbrandt.

I løbet af få timer er digtet allerede blevet delt flere hundrede gange og har fået 2000 likes.

LÆS OGSÅ:

Men det er også et helt særligt digt.

Ikke nok med, at det er skrevet af en af vores fremmeste digtere, Henrik Nordbrandt. Hans fire enkle strofer er også utrolig stærke og gribende.

Nordbrandt skriver:

Lille krigsbarn, hvor går du hen?
Mod øst eller vest?
Hvor i verden tror du
du finder en ven?

Lille krigsbarn, hvad passer dig bedst:
Et hullet tæppe?
En krydsfinerkiste?
En redningsvest?

Lille krigsbarn, hvor vil du dø?
Hvor bomberne falder
eller i åben sø?

Lille krigsbarn, hvor vil du hen?
Vælg selv. Bare vi aldrig
skal se dig igen.

På avisens profil på Facebook forklarer redaktionen, hvorfor man i dag har valgt at bringe et digt på forsiden.

»Der er en grund til, at vi i dag har et digt på forsiden. Den er ganske enkelt, at digtet siger noget, som vores artikler ikke kan sige, og som vores fotos ikke kan vise. Det kan kun digte. Vi modtog et af Henrik Nordbrandt, som vi i dag har valgt at bringe på forsiden, fordi det netop kan det, som kun digte kan.«

Forfatteren Henrik Nordbrandt har skrevet et digt om flygtningesituationen, som onsdag er på forsiden af Politiken.dk og på kultursektionen af den trykte avis. Digtet er lynhurtigt blevet populært på nettet.
Forfatteren Henrik Nordbrandt har skrevet et digt om flygtningesituationen, som onsdag er på forsiden af Politiken.dk og på kultursektionen af den trykte avis. Digtet er lynhurtigt blevet populært på nettet. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

I et tv-klip, der følger artiklen om sagen på politiken.dk forklarer Nordbrandt, hvorfor han har skrevet digtet.

»Jeg har skrevet et digt om flygtningesituationen. Det, der har gjort størst indtryk på mig, er de børn, der går til. Som bliver dræbt enten i krig eller drukner på havet.«

LÆS OGSÅ:

Henrik Nordbrandt har boet mange år i landene omkring Middelhavet, især Tyrkiet. Derfor gjorde billedet af lille døde Aylan Kurdi, som blev båret i land af en kystvagt, stort indtryk på ham.

»Det, der satte mig i gang, var muligvis liget af den lille dreng, der blev skyllet op på stranden lidt uden for Bodrum. Jeg har tilbragt en væsentlig del af mit liv i Bodrum, så det gjorde indtryk på mig.«

»Så satte jeg mig ned og skrev det her digt. Det kan godt være, det er lidt sentimentalt, men jeg vil gerne have folk til at reagere emotionelt og arrangere sig så meget, de kan. Og naturligvis påvirke politikerne, som jo er dem, der skal klare tingene. Det er klart.«