Hvis du har prøvet det nye system, må du gerne skrive til jepp@bt.dk eller 1929@bt.dk.

Det er blevet enklere at finde rundt i priserne og billetterne i den kollektive trafik på Fyn og Jylland.

I nat rullede trafikselskaber og togoperatører vest for Storebælt en ny reform ud, der gør, at alle busser og tog bruger det samme system. Dermed bliver det nemmere at finde rundt, hvilke zoner og billetter man skal købe, når man rejser rundt i provinserne.

Det skriver Takst Vest og Fynbus Presse i en pressemeddelelse, hvor de kalder ændringen 'historisk stor'.

»Indførelsen af de nye priser og billetter er nu fuldt gennemført, så fra i dag kan man opleve større eller mindre ændringer, når man køber billet til tog og bus i Jylland og på Fyn. Billetter købt før 18. marts kan dog stadig bruges inden for deres eksisterende gyldighedsperiode,« siger Carsten Hyldborg, direktør i FynBus og talsmand for alle parterne i Takst Vest, i pressemeddelelsen.

Ændringen skete i nat, og dermed er alle salgskanaler nu harmoniseret over hele Fyn og Jylland.

Selskaberne har lavet ændringen, efter det kom frem, at rabatløsningerne som pendlerkort og rejsekort i nogle tilfælde var dyrere end at købe enkeltbilletter.

Det gjaldt blandt andet:

  • En rejse fra Aarhus til Herning, der kostede 147 kr. på rejsekort, men 140 kr. med en enkeltbillet.
  • Et barn, der har et 2 zoners pendlerkort hos Midttrafik og rejser 40 gange om måneden, giver 275 kroner. Havde barnet i stedet kørt på rejsekort, ville prisen være 164 kr.

Takst Vest har herunder lavet tre grundregler, man skal huske med det nye system:

  • Enkeltbilletten er uden rabat, og bedst egnet til dig, der rejser sjældent
  • Rejsekort vil som udgangspunkt altid være billigere eller samme pris som enkeltbillet eller mobilklippekort
  • Hvis du rejser mere end 30-40 rejser på samme strækning om måneden, vil det bedre kunne betale sig at købe et rejsekort med pendler kombi eller et pendlerkort

 

Hvis du har prøvet det nye system, må du gerne skrive til jepp@bt.dk eller 1929@bt.dk.