Den blot 500 meter korte Dronningens Tværgade har det seneste år givet tre millioner kroner i Københavns kommunes bødekasse. Parkeringspladserne ved Dronningegården er det sted i København, hvor der bliver pålagt flest parkeringsafgifter ifølge P4 København.

Det indbringende parkeringsfidus er, at bilisterne kun må holde her i en time og skal købe en parkeringsbillet. På de fleste andre parkeringspladser med tidsbegrænsning kan man nøjes med at stille p-skiven, hvorfor dobbeltreglen forvirrer mange.

»Så vidt jeg ved, findes ordningen kun tre-fire steder i København og ikke andre steder i landet. De færreste regner med, at man skal have både p-billet og sætte p-skiven,« siger jurist i FDM, Dennis Lange, der kører sag mod Københavns Kommune på vegne af et medlem, der fik en parkeringsbøde efter at have købt en p-billet, men ikke stillet p-skiven.

Problemet er ifølge juristen, at skiltningen i området er svær at forstå. Netop Dronningegårdens parkeringsplads er et af de enkeltsteder i landet, som FDM får flest henvendelser fra frustrerede medlemmer omkring.

»Man skal holde tungen lige i munden, for at forstå skiltningen. Det er simpelthen noget rod. Man prøver at parkere lovligt og ender alligevel med en parkeringsafgift,« siger han.

Dronningegården på Dronningens Tværgade er det sted i København, kommunen tjener mest på parkeringsbøder.De indviklede forhold resulterer i en indtjening på mere end 3 millioner kroner årligt.
Dronningegården på Dronningens Tværgade er det sted i København, kommunen tjener mest på parkeringsbøder.De indviklede forhold resulterer i en indtjening på mere end 3 millioner kroner årligt. Foto: Simon Skipper
Vis mere

Hjælp til beboerne

Hos Center for Parkering i Københavns Kommune ser centerchef Jes Øksnebjerg ikke reglerne forvirrende:

»Man er i betailingszonen, derfor skal man betale,« siger han og forklarer, at det altid koster at parkere i det indre København - medmindre skiltningen siger noget andet, hvad den ikke gør i Dronningegården.

Reglen om en times tidsbegrænsning på parkering er lavet for at gøre det nemmere for beboerne i området at finde en parkeringsplads. Prisen er bøder til ikke-lokale bilister.

»Vi kan konstatere, at folk har lidt svært ved at finde ud af det. Dybest set handler det om hensynet til beboerne,« siger Jes Øksnebjerg.

Han kalder parkeringspladsen ved Dronningegården for ’en magnet for udefrakommende biler’. Og afviser, at der er problemer med skiltningen i området. Han vil dog alligevel se på, om formidlingen af reglerne kan gøres mere præcis, end den er i dag.

»Det er klart, at når vi pålægger så mange afgifter i området, er der noget, der tyder på, at det ikke fungerer efter hensigten,« siger han og fortælle, at de nu vil se på, om området skal have almindelig betalingsparkering og tidsbegrænsningen fjernes.

»Vi kigger på det, men jeg er ikke sikker på, vi gør det. Frygten er, at alle kommer og parkerer der til gene for beboerne. Vi skal se på, hvad det kommer til at betyde for trafikken,« siger Jes Øksnebjerg.

Hos FDM mener Dennis Lange at problemet er større end blot dårlige formuleringer. Han siger, at det ikke er lovligt at have både tidsbegrænsning og betaling:

»Sådan som p-skive bekendtgørelsen er formuleret, kan man ikke stille krav om også at stille p-skive, hvor der er krav om, at man skal have p-billet,« siger Dennis Lange.

Det er Jes Øksnebjerg dog ikke enig i.

Hvem af de to, der har ret, er det nu op til domstolene at afgøre. Tidspunkt for sagen, er endnu ikke berammet.