Påsken står for døren, og planlægger du at bruge helligdagene på at jage det helt rigtige sommerhus, kunne du næsten ikke vælge et bedre tidspunkt.

Det økonomiske opsving er så småt ved at komme i gang i Danmark, og det begynder nu for alvor at kunne mærkes på sommerhusmarkedet.

En ny analyse fra Realkredit Danmark viser, at aktiviteten for sommerhussalget nu er tilbage på det højeste niveau siden 2005.

En udvikling, der glæder direktør for Boligøkonomisk Videnscenter, Curt Liliegren.

Priserne på sommerhuse er stadig gode

“Det har været rart at se nu i et stykke tid, at antallet af handler er gået op. Det, der så er problemet er, at det sætter sig ikke så meget i priserne endnu”, siger Curt Liliegren, der dog påpeger, at det er en fordel for køberne.

Han forklarer, at det er helt normalt, at sommerhusmarkedet er et af de sidste til at blomstre op under et økonomisk opsving.

“Sommerhusene kommer altid til sidst i sådan et opsving. Vi ser altid det samme mønster, uanset om det går op eller ned. Det første, der giver sig, er ejerlejlighederne.

Det presser priserne op, så kommer der også gang i hussalget, og folk begynder at få flere penge mellem hænderne, og det betyder, der kommer en masse afledte effekter. Heriblandt at nogen går ud og køber sommerhus.”

Men selv om handlerne boomer, så skal sommerhusejere se langt efter de prisstigninger, som indehavere af eksempelvis ejerlejligheder har oplevet de senere år.

“Priserne er begyndt at gå op nogle steder i landet. Især i Nordsjælland. Deroppe er der gode prisstigninger, og det har der været et stykke tid. Det er også den del af landet, hvor vi har de højeste sommerhuspriser. Hvis vi går lidt udenfor det område, så er det lidt mere usikkert. Der er kommet gang i handlerne, men ikke i priserne,” forklarer Curt Liliegren.

Stort udbud af sommerhuse

Han fortæller, at det især skyldes det store udbud af sommerhuse.

“Det, der gør sig gældende lige nu med sommerhusene, er, at vi har så utroligt mange af dem til salg. Det er helt enormt. Der ligger 10.000 til salg, og går vi tilbage til årene inden boligboblen i 2004, lå der kun 2.500 til salg. Så udbuddet er i dag fire gange så stort, og det er klart, at hvis du som sælger har et alt for stort priskrav, jamen, så går køber bare hen og køber et andet sommerhus ved siden af,” siger Curt Liliegren.

Som sommerhuskøber er det dog en klar fordel, at der er masser af sommerhuse at vælge mellem.

Tænk dig godt om, inden du køber

Det er et godt tidspunkt at købe på, men man skal tænke sig om, råder Curt Liliegren.

Udover det store udbud, der giver gode muligheder for at forhandle prisen ned, er det også til købers fordel, at renten fortsat er lav.

“Selv om man har snakket meget om rentestigninger, så er renten ikke steget. Så du har mulighed for at låne historisk billigt, hvis du tager en fast 30-årig rente.”

Til trods for, at der er gang i handlen, advarer Curt Liliegren om, at der fortsat er meget lange liggetider på sommerhuse, og investeringen i drømmehuset skal derfor overvejes grundigt.

“Der er nogle steder i Danmark, hvor det ikke går godt med boligmarkedet, og det smitter også af på sommerhusmarkedet, fordi folk ikke har så meget at købe for, og så bliver priserne relativt lave,” siger han.

“Man skal kigge sig for, for man kan sagtens komme til at brænde fingrene på det her.”

6 gode råd til dig, der drømmer om at købe sommerhus

Når forår og sommer står for døren er det let at lade sig friste af tanken om et idyllisk sommerhus, men der er mange forskellige overvejelser, du bør gøre dig, inden du realiserer drømmen.

Ekspert hos Videnscenter Bolius Tine R. Sode råder til, at du både bruger tid på forventningsafstemning og praktik, inden du byder på ønskesommerhuset.

Hvad vil du bruge sommerhuset til?

Skal det bruges som et sted, hvor man mødes om sommeren med venner og bekendte? Skal det være øde? Skal det være i nærheden af indkøb? Noget man skal være opmærksom på er sommerhusets stand. Vi kan se, at det folk primært bruger sommerhuse til, det er afslapning. Og vil man bruge sommerhuset til at slappe af i, så er det vigtigt, man vælger et, hvor der ikke er for meget vedligeholdelse.

Hvad har du behov for?

Mange køber sommerhuse, fordi de gerne vil have venner og familie på besøg, så man skal overveje, hvor stort det er, og om der er værelser nok? Alternativt om det står på en grund, der er stor nok til, man kan bygge et anneks til.

Beliggenheden

Rigtig mange vil gerne have et sommerhus tæt på vandet, men her er det værd at overveje, om det er et sommerhus, man vil have, eller om det er et fritidshus. For er det et fritidshus behøver det ikke nødvendigvis ligge sådan, at man kan gå ned til vandet og bade, for det gør man ikke særligt mange dage om året. Så man skal ikke nødvendigvis kun kigge på huse, der ligger i første række ned til vandet, men også se på huse, der har en god udsigt eller huse, der ligger i en skov eller lignende.

Kend til lokalplaner, servitutter og lignende

Sæt dig på forhånd ind i, hvad du må lave på din sommerhusgrund. Der kan være en lokalplan, der siger, at det skal holdes i sort, eller at man ikke må bygge forskellige steder på grunden eller lignende.

Tilstandsrapport

Det er blevet rimeligt almindeligt efterhånden, at der er en tilstandsrapport på sommerhuse, for så kan man få tegnet en ejerskifteforsikring.

Se en masse sommerhuse!

Måden man lærer mest om, hvad der er det rigtige, er at tage ud og se en masse sommerhuse. Man er nødt til at prøve sig frem, for man kan ikke vide det på forhånd.