Regionsrådet i Region Hovedstaden har nu endeligt afgjort, at det kommende supersygehus i Nordsjælland skal placeres på et område ved Overdrevsvejen sydvest for Hillerød.

Supersygehuset, Nyt Hospital Nordsjælland, bliver med sine omkring 4.000 ansatte Nordsjællands største arbejdsplads.

Det nye hospital til 3,8 milliarder kroner skal erstatte de tre nuværende nordsjællandske hospitaler i Hillerød, Helsingør og Frederikssund.

I forbindelse med hospitalsbyggeriet vil der også blive anlagt en ny S-togsstation. Byggeriet sendes i udbud i 2013, men det første spadestik tages først i 2016, når en række arkæologiske undersøgelser af området er afsluttet.

BNB