Selv om man er kongelig, kan man godt have brug for at trække stikket. Flere royale er således draget på sommerferie.

Nogle foretrækker at dase ved vandet, andre en aktiv ferie med sved på panden. Nogle holder fast i traditionerne, når det gælder sommerferie, mens andre benytter fridagene til at opleve nye steder.

Sådan er det også for de kongelige i Europa, der ligesom mange andre benytter sommermånederne til lidt tiltrængt ferie.

For dronning Margrethe og kronprinsparret og deres fire børn har en del af sommerferien foregået på Gråsten Slot i Sønderjylland, hvor dronningen traditionelt plejer at opholde sig om sommeren.

Imens er prins Joachim og prinsesse Marie rejst til Frankrig, hvor de har nydt solen over Château de Cayx.

I Storbritannien er monarken, dronning Elizabeth, rejst til Skotland, hvor hun ynder at holde ferie. Her ventes hun ifølge Hello! Magazine at blive indtil september.

Hendes tredjeældste barnebarn, prins William, og hans kone, hertuginde Kate, og deres tre børn er ifølge mediet blevet spottet på øen Mustique i det caribiske øhav, hvor de også tidligere har holdt ferie.

Hvor britiske prins Harry og hans hustru, hertuginde Meghan, skal holde ferie, er stadig ikke afsløret, men britiske ugeblade gætter på, at parret vil tilbringe noget tid i USA, hvor hertuginde Meghan stammer fra.

I Sverige har kongefamilien traditionen tro fejret kronprinsesse Victorias fødselsdag midt i sommerferien på Solliden slot på Øland.

/ritzau/