Først tævede de en 72-årig mand med en golfkølle, trampede på hans hoved og efterlod ham i en pøl af blod i sit hjem. Så drak 16-årige ON og 18-årige JP sig i hegnet, mens de pralede med deres ugerninger over for pigerne.

- Senere på aftenen tog JP og jeg ned på havnen til fest, hvor vi drak en masse bajere. JPs knoer var stadig røde, og han gik og bøjede fingrene. JP gik og sagde, hvad vi havde gjort til alle pigerne. Han sagde bl.a., at han syntes, det var fedt, at vi havde slået en gammel mand, lød det fra 16-årige ON under mandagens grundlovsforhør i retten i Odense.

Det var ON, der slog Kari med en golfkølle, så hårdt at den bøjede, og er den ene af de tre knægte, der er sigtet og varetægtsfængslet for manddrab, efter at de lørdag aften overfaldt 72-årige Kari Nygård i dennes hjem i Munkebo. Drengene mente, Kari havde raget på ONs søster og ville derfor give ham en lærestreg.

Og en lærestreg det fik han. Kari Nygård blev søndag morgen fundet død på sit badeværelse med tøjet gennemvædet af størknet blod, med en dyb flænge i venstre tinding, en 15 cm flænge i den ene arm og et brækket lårben.

Efter han var blevet efterladt blødende på gulvet, fik hans bødler hurtigt andet at tænke på. De var sammen med et ukendt antal andre unge i gang med at hærge Boels Bro, et klubhus for det lokale Bådlaug lidt udenfor Munkebo.

Det var derfor noget et syn, der her mødte 70-årige Leif Aagaard, der søndag morgen ankom til laugets klubhus.

- Der lå vel omkring 100 øldåser spredt ud over det hele. Der lå sukkerknalder på gulvet, som de havde skøjtet rundt i, og der stank af værtshus, siger den frustrerede båd-entusiast, da B.T.s udsendte møder ham i klubhuset.

- De havde også løsnet en af bådene, som lå og drev rundt i havnen, og så havde de stjålet en masse brænde, og lavet et stort bål uden for klubhuset. Jeg synes altså, de er syge i hovedet, når de tager herned og fortsætter deres hærgen, når man tænker på, hvad de lige havde gjort, siger Leif Aagaard.

En af festdeltagerne fra havnen syntes, at praleriet blev for meget og gik til politiet.

- De gik jo og sagde, at de havde smadret en gammel mand, og at der var blod overalt. Jeg husker, at JP og ON smilede, mens de fortalte om det, lød det fra vidnet ifølge politiets afhøringsrapport.

De tre drabssigtede nægter sig alle skyldige i manddrab.