Nu vil kristendemokraten Per Ørum Jørgensen sælge baltisk rav på nettet.

Kristendemokraten Per Ørum Jørgensen har fundet en overraskende nebengeschäft til sit politiske virke.

Han vil sælge håndlavede, baltiske ravsmykker over internettet.

- Jeg var en tur i Riga for at holde møde med vores søsterparti. I Letland så jeg, at de sælger rav alle steder, og jeg var egentlig ret imponeret over det håndværk, siger Per Ørum, som har en fortid som rådgiver inden for e-handel.

Hans nyoprettede rav-butik kommer til at sælge »unikke baltiske ravsmykker leveret lige til din dør. Nemt, sikkert og billigt.« skriver Per Ørum på sin hjemmeside, www.ravshop.dk.

Ørum forventer, at butikken åbner 20. juni. Han forsikrer dog om, at han ikke er på vej til at droppe dansk politik.

Læs også:

- Politik fylder stadig meget, men jeg tror, det er sundt at foretage sig andet end politik. Jeg tager jo for eksempel også rundt og holder foredrag om, hvordan man kommer ud af alkoholmisbrug, siger Per Ørum Jørgensen.

Det lykkedes ikke Kristendemokraterne er komme over spærregrænsen ved seneste folketingsvalg, og den tidligere konservative Per Ørum Jørgensen måtte derfor vinke farvel til en stol i Folketinget.

Læs også:

Partiet, som nu er i færd med at samle underskrifter for at stille op til næste folketingsvalg, har dog i øjeblikket otte byrådsmedlemmer.

- Vi er ret langt i processen med at samle underskrifter, så det ser positivt ud med vores målsætning om at blive opstillingsparate allerede her i 2012, siger Per Ørum.