Her er et af de sjældne billeder af den private Robert Mærsk Uggla. Det er taget, da han i maj 2007 sagde »ja« til kæresten Paola i Kastelskirken i København.

For ellers har den 31-årige Mærsk-arvings vej mod toppen af familie-firmaet været meget målrettet. Han er født 28. marts 1978 som søn af Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla og den adelige svenske søofficer Gustav Peder Hansson Uggla. Forældrene bor i nærheden af Stockholm, og med topjobbet i det Mærsk-ejede svenske tankrederi, der har hovedsæde i Göteborg, vender Robert Uggla altså »hjem« til Sverige.

Han blev student i 1997, og fortsatte sin uddannelse i Sverige på Stockholm School of Economics, hvor han i 2003 blev Master of Science i Business Administration.

Landechef i Emiraterne

Året efter flyttede han til Danmark og startede i familiefirmaet, hvor han blev »oplært« under overvågning af nogle af rederiets tunge drenge, blandt dem direktør Vagn L. Møller, der havde mere end 30 års erfaring i A.P. Møller-Mærsk. Han blev også sendt på lederkursus, og har gennemført en lederuddannelse fra The Wharton School of the University of Pennsylvania i USA.

Robert Mærsk Uggla bestod svendeprøven i rederiet, og han fandt nåde for de kritiske blikke fra familiefirmaets erfarne ledere, og han blev præmieret med topjobbet som landechef for Maersk Line i de Forenede Arabiske Emirater.

Den yngste af Uggla-brødrene menes forlængst at have overhalet storebror 33-årige Johan Pedersson Uggla, der har et mellemlederjob i Mærsk i Brasilien i kampen om kronprinsetitlen. Og i går tog han altså endnu et skridt mod toppen af A. P. Møller-Mærsk.