Det er sgu da ’Gothen’. Kørestolen stopper på den grusede vej bag Lyngby Stadion. Michael Gothenborg genkender med det samme den dybe stemme, drejer blikket og ser mod den cognacfarvede træbænk. Manden på bænken blotter sine hvide tænder i et bredt smil. ’Mini’, som han bliver kaldt, rækker hånden frem mod kørestolen, men hans hilsen bliver ikke gengældt. Han klemmer i stedet blidt om Michael Gothenborgs højre hånd, der zigzagger og ryster foran maven i kampen for at give et ordentligt håndtryk.
Det er en mørk dansk vinteraften, og Michael Gothenborg er for første gang i mange år tilbage på Lyngby Stadion for at se hjemmeholdet spille mod rivalen FC København. Han ser ’rigeligt fodbold i fjernsynet’, og han følger hellere med fra sidelinjen, når hans to børn - en dreng på 20 og en pige på 17 - spiller det spil, som han selv var så dygtig til.
Selv blev han dansk mester med Lyngby Boldklub i 1992 med holdkammerater som Henrik ’Store’ Larsen og Morten Wieghorst, men de tider, hvor han kunne springe, løbe og juble, er forlængst forbi. Michael Gothenborg får hjælp 16 timer i døgnet af fem forskellige hjælpere, fordi han er lam i benene og har svært ved at bruge sine forkrøblede arme.
Barske diagnoser
Hver dag - året rundt - får tusinder af danskere stillet barske diagnoser. Fælles for alle er, at livet ændrer sig markant. Pludselig kan man ikke længere muligt at leve det liv, som man var vant til og betragtede som en selvfølge. Men for nogle mennesker rammer slaget endnu hårdere.
For hvis man som Michael Gothenborg levede af og høstede anerkendelse for sin fysik, er kontrasten i hvert fald større. De ben, som engang gav ham penge, prestige og popularitet, hænger nu som ubrugelige vedhæng.
- Jeg tror på, at jeg kommer til at gå igen. Det er man nødt til i min situation, siger Michael Gothenborg.
Umuligt - måske. Svært - helt sikkert. Den 49-årige sjællænder har diagnosen ’spinal trombose’, en blodprop i spinalkanalen, hvor hovednerven ligger. Det giver altid svært oprettelige skader.
Dagligt træner han på en speciel combi-bike i et rækkehus i Gladsaxe. En maskine, hvor han cykler med sine arme, mens benene er spændt fast til pedalerne, så de bliver på plads. En af hans daglige hjælpere Kari sørger for at få ham gjort klar til cykelturen. Hun giver ham svedbånd om højre håndled, og hun monterer gribekroge på hans hænder.
Forladt af konen
- Selv om de kloge hoveder siger, at jeg skal sidde her resten af livet, så stopper jeg aldrig med at kæmpe. Jeg har før været bagud og vundet, siger han.
Men Michael Gothenborg anerkender, at ikke alle dage har været lige gode. Især i perioden efter hans eks-kone forlod ham for 13 år siden og tog børnene med - dengang da han lige var kommet i kørestol. Michael Gothenborg var indlagt på en specialafdeling i Hornbæk. Han havde det forfærdeligt. Det var så slemt, at personalet på afdelingen frygtede for, at han ville begå selvmord.
- Jeg tænkte ikke selv de tanker, men jeg var en meget bitter mand. Det er der ingen tvivl om, siger han.
Kørestolen har ikke kun givet ham udfordringer rent praktisk. Den har også ændret ham som person. Den succesvante fodboldspiller var ’i gamle dage’ højrøstet, men kørestolen har gjort ham mere afdæmpet. Da han boede hjemme, var hans mor heller aldrig i tvivl, om hvorvidt holdet havde vundet eller tabt, fordi sportstasken som regel blev smadret ned i jorden ved et nederlag. Sådan et temperament har han ikke mere.
Nu lever han et liv, hvor han skal have hjælp til at komme på toilettet. Hver eneste gang.
Hans hjælpere laver maden til ham og kører ham, når han skal besøge venner og familie. I dag har han et fint forhold til eks-konen, og hans børn snakker han med næsten hver dag. Selv om han aldrig nogensinde vænner sig til kørestolen, så tænker han tilbage på alle de gode stunder med familie og fodbold, når humøret bliver dårligt.
Få timer inden afgangen til Lyngby Stadion har Michael Gothenborg parkeret sig for enden af spisebordet i stuen. Han løfter sin højre hånd fra Berlingske, der er slået op på sportssektionen, og pumper på den specielle termokande med te. Tre gange trykker han. I en øvet bevægelse med sin krogede hånd, der dirrer svagt. For hver gang sprøjter te ned i koppen, mens små stænk farver avisen med andet end tryksværte.
Mange minder
Michael Gothenborgs eget navn optræder i de gamle avisudklip, som han holder styr på i en lysebrun scrapbog. I bogen gemmer den tidligere forsvarsgeneral på mange minder fra en fodboldkarriere, der begyndte, da han var otte år og skiftede danseskoene ud med et par knoppede læderstøvler i Lyngby Boldklub. Minder, som han med den største glæde fortæller om. I 1985 fik han sin første professionelle kontrakt med en årsløn på 40.000 kr. i barndomsklubben, inden han i 1987 skiftede til B1903. Efter tre år trak han igen Lyngbys blå trøje over hovedet - klubben, som han har spillet 287 førsteholdskampe for.
Det var i 1997, han blev syg. Forud for en træningslejr på Cypern fik han pludselig hovedpine. Alligevel tog han af sted og spillede trods smerter med ved første træning, men han blev svimmel, så snart pulsen steg. Han bøjede sig forover og tog sig til knæene, mens sveden piblede af ham. Den adfærd var ikke normal for fighteren, og holdkammeraterne så bare fortvivlet til.
Lå og skreg
- Jeg lå bare og råbte og skreg, mens jeg rev mig i håret, husker han.
Imens sad holdlæge Bjarne S. Pedersen i Danmark. Inden afrejsen tjekkede han Michael Gothenborg, men han fandt ikke, at hovedpinen var alvorlig nok til at holde fodboldspilleren væk fra grønsværen. Det billede ændrede sig hurtigt, da Michael Gothenborg konsulterede AGF’s holdlæge, der var på Cypern med det aarhusianske fodboldhold. Smerterne blev værre. Hurtigt fragtede de ham på hospitalet i en Toyota Hiace, men fodboldspilleren var en stor udfordring for det cypriotiske personale.
- Lægerne anede ikke, hvad fanden de skulle gøre. Om de skulle flyve mig hjem eller sejle mig til Israel. De gav mig bare en masse piller, som jeg kastede op.
Jeg har aldrig haft det så dårligt, siger Michael Gothenborg.
Han blev hentet i et ambulancefly, som fløj ham til Danmark. Lægerne fjernede en knytnævestor byld. De barberede samtidig alt håret væk. Med egne ord lignede han en kz-fange.
Det personlige mål om at nå 300 førsteholdskampe for Lyngby syntes langt væk, da Michael Gothenborg rejste sig fra hospitalssengen. Han havde mistet noget af synet på sit højre øje og trak på det højre ben. Han kunne ikke andet end indstille karrieren som 33-årig.
Klæbede til gulvet
Tre år senere gik det helt galt. Som det klubmenneske Michael Gothenborg er, arbejdede han efter sin aktive karriere i kulissen i Lyngby Boldklub, da han fik problemer med balancen. Han blev igen indlagt på Rigshospitalet, hvor lægerne fjernede nogle cyster fra hans ryg. Lige efter operationen følte han sig som en elitegymnast. Han kunne gå, hoppe og springe, og han husker tydeligt den fantastiske følelse.
Men han havde dem kun på lånt tid. De fysiske evner. Under et toiletbesøg på hospitalet faldt han pludselig om. Den tidligere topspiller, der holdt angribere som Mark Strudal i kort snor, flyttede ikke sine ben. De klæbede sig bare til det kolde gulv, og han kom aldrig til at gå igen.
13 år senere, i december 2013, rumler den musegrå handicapbil mod Lyngby Stadion. ’Mini’ byder sin gamle ven velkommen hjem til en kamp, der ender 2-1 til udeholdet, og fodboldkommentatoren Carsten Werge får sig også en snak med ’Gothen’. Fælles for de to og mange andre på stadion er, at de alle har hørt historien om Michael Gothenborg. Om helten, der blev krøbling.
