For 52.000 kroner kan du få en profil på et nyt socialt netværk, der kun er for rige mennesker over hele verden. Ekspert kalder det for en god ide.

Forestil dig et sted for rige mennesker, hvor fattige ikke har adgang. Det kan lyde som taget ud af en film, men er ikke desto mindre virkelighed på internettet. Et nyt socialt medie med navnet Netropolitan skal samle alverdens rige på en platform, og selv om alle i realiteten kan være med, er det kun folk med en tyk pengepung. Det skriver cnn.com.

For at blive medlem af det eksklusive netværk skal man nemlig betale 35.000 kroner og derefter 17.000 kroner om året for at kunne fortsætte sit medlemskab, det vil sige 52.000 kroner i alt for kun et år.

Se også listen: Så piv-åbent er dit liv med Facebook

En fin ide, lyder det fra ekspert:

»Det bliver svært for netværket at overbevise deres kunder om, at de skal betale så mange penge for et medlemskab, når der findes gratis sociale medier, men hvis de formår at tiltrække de rigtige brugere, tror jeg godt, at det kan blive en succes,« siger Rasmus Fisker, Content & Strategy Director fra mediebureauet MediaCom, til Metroxpress.dk.

Læs også: Fars bøn på Facebook: I SKAL dele dette opslag

Udover den høje pris for medlemskab skiller Netropolitan sig også fra Facebook ved at være reklamefri, og ifølge folkene bag hjemmesiden ligger alt indholdet på netværket uden for »det offentlige internet«.

»Mød ligesindede individer fra hele verden, som deler din livsstil og interesser,« lokker hjemmesiden de rige mennesker med.