Landets rigeste familie er fortsat Kirk Kristiansen, der er ejer af Lego.

Drømmer du om en bugnende bankkonto, så kan din drøm måske blive opfyldt. I hvert fald hvis du har den rigtige idé, er målrettet og villig til at arbejde hårdt.

Det viser årets liste over Danmarks 100 rigeste, som Berlingske Business Magasin bringer i dag. Ifølge listen er nemlig hele 61 af listens rigmænd nogle, der har skabt deres formuer selv - og som altså ikke har arvet formuen eller virksomheden.

- Det viser, at man godt kan blive milliardær i Danmark - også selv om man er født uden en krone på lommen. Det er muligt nærmest bare at gå fra at være avisbud til at blive milliardær, siger Claus Skovhus, der er redaktør på Berlingske Business Magasin.

Penge, så det klodser

Som forventet er det fortsat Lego-familien, der er Danmarks absolut rigeste. Med en formue, der er vurderet til 68,5 mia. kr. troner Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen og hans tre børn suverænt på toppen af listen. Andenpladsen indtages af familien Holch Povlsen, der står bag tøj-imperiet Bestseller, mens hele Danmarks dynekonge Lars Larsen indtager tredjepladsen - ligesom sidste år. Generelt er der ikke den store udskiftning i top 10, hvor blandt andet boet efter Mærsk Mc-Kinney Møller samt familierne bag Ecco og Danfoss også befinder sig.

Til gengæld er der sket ændringer længere nede på listen, hvor man for nogle år siden så en masse ejendomsspekulanter.

- Hvis vi ser på de nye, der er kommet ind på listen, så har 13 ud af de 14 skabt deres egen formue. Selv om det er forskellige brancher, så er de alle sammen nogle, der har fået en god idé, og som har holdt fast i den og dyrket den optimalt. Der er både folk fra industrien, nogle fra tøjbranchen, fiskere og f.eks. Lajboschitz, der var stifter af Tiger-butikkerne, fortæller Claus Skovhus.

Fætter BR

Tøj og legetøj ser ud til at være blandt de de ting, der er værd at satse på. Udover Lego er nemlig også Top-Toy, der blandt andet ejer legetøjskæden BR, med som nummer 34 på listen. Familien bag Top-Toy hedder Gjørup og holder til i Roskilde. De to brødre Henrik og Bjarne udviklede konceptet om et legetøjssupermarked i 1960’erne sammen med deres far, Børge Rasmussen, der også lagde navn til BR.

Og succes er der også i tøjbranchen, hvor hele tre tøjkoncerner foruden Bestseller har gjort deres ejere til milliardærer.

Nordeas forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen havde forventet, at legetøjsbranchen ville klare sig godt. Men hun er overrasket over de danske modehuses succes.

- Når man har børn, så er en ting helt sikkert - man skal have legetøj. Men efter finanskrisen har mange jo valgt at spare på tøj. Når de klarer sig godt, så må det skyldes, at virksomhederne er meget velkonsoliderede, men det tyder også på, at de har klaret sig gennem krisen, for den har jo stået på i nogle år, siger hun.

Fra drøm til virkelighed

Selv om rigmandslisten viser, at det er muligt at gøre drøm til virkelighed, så skal man dog lige tænke sig om en ekstra gang, inden man satser alt på et iværksættereventyr, råder professor i iværksætteri på Syddansk Universitet Torben Bager.

- Iværksættervejen er usikker. Man må forvente, at der er mange forhindringer på vejen. Det er til gengæld vældig spændende, og man kan få mange andre værdier ud af det, siger han. 

Se hele listen hos Berlingske Business