Har man ret til at bytte en julegave? Berlingske tør ikke rådgive om etikette­reglerne for at bytte gaver væk, som giveren har udvalgt i kærlighed og/eller komplet uvidenhed om modtagerens smag og behov.

Den juridiske side er mere enkel, men fordi mange butikker tilbyder mere, end loven kræver, kan vi alligevel komme i tvivl om, hvad vi har krav på.

»Vi oplever ofte, at forbrugerne desværre ikke kender forskellen på deres ret, når de handler på nettet og i en fysisk butik. De har en forventning om, at selvfølgelig kan man bytte julegaver. De ringer til os og spørger, om det virkelig kan være rigtigt, at de ikke kan bytte eller få deres penge tilbage, nu hvor den samme vare er kommet på udsalg,« siger Paula Brammann, jurist i Forbrugerrådet Tænk.

Og jo, det kan desværre godt være rigtigt. Du har ikke krav på at kunne bytte en vare købt i en fysisk butik. Her gælder, at en aftale er en aftale. Du kan kun bytte eller returnere, hvis der er noget galt med varen, eller man har aftalt bytteret og returret, da varen blev købt. Så husk kvitteringen, hvor bytte- og returret ofte er beskrevet, eller få sat byttemærke på gaver.

»Det er meget ærgerligt at blive afvist, men bytteret er altså ikke noget, man har krav på, selv om man har en rimelig forventning om det,« siger Paula Brammann, som bygger på sin erfaring med henvendelser til hjælpelinjen hos organisationen, der har 75.000 medlemmer.

Fjernhandel

Misforståelser om bytteret er blevet hyppigere de senere år. Dels fordi mange butikker selv giver bytteret eller endda returret, dels fordi så mange af os handler på nettet og dermed dækkes af reglerne for fjernhandel.

Som udgangspunkt har man ved nethandel en lovbestemt fortrydelsesret og kan returnere varer uden yderligere forklaring.

»Vi synes, at man også i fysiske butikker kan forvente en byttemulighed. Det er blevet en form for kutyme, vi som forbrugere forventer – og de ordentlige butikker giver jo den service,« siger Paula Brammann.

En anden hyppig misforståelse handler om, hvor længe man kan bytte en vare. I Forbrugerrådet Tænks hotline har brugerne ofte en forventning om, at de kan bytte julegaverne helt frem til januar, uafhængig af hvor og hvornår varen er købt.

På nettet har man som udgangspunkt 14 dage, efter at varen er modtaget af køberen, til at give butikken besked om, at man ønsker at gøre brug af fortrydelsesretten og derefter yderligere 14 dage til at levere varen tilbage. I fysiske butikker bestemmer butikkerne selv, hvor længe de tilbyder bytteret eller returret.

»Vi anbefaler, at man hurtigst muligt kontakter butikken skriftligt og aftaler længere fortrydelsesret. Der er allerede mange butikker, der forlænger fortrydelsesretten op til jul, så det er ikke en urimelig forventning. Men det er ikke et krav,« siger Paula Bramman.

En anden ting, vi roder rundt i, er reklamationsretten. Loven giver dig en reklamationsret i to år på fejl, der var til stede i varen, da du købte den. Butikken eller producenten kan give dig en garanti derudover, som er udvidet til enten at vare i længere tid, eller som dækker fejl, der er opstået, efter at varen er købt. Der skal være tale om ekstra ydelse.

»Vi bliver ofte spurgt, om reklamations­retten også gælder for udsalgsvarer – og det gør den. Reklamationsretten kan ikke bare skrives ud, og den gælder for alle varer. Det er egentlig skræmmende, at folk kan være i tvivl,« siger forbrugerjuristen, der generelt anbefaler forbrugere at læse det, som står med småt.

Oplevelsespakker bliver ikke brugt

Et særligt forbrugerproblem er opstået med en ny type af gaver, der vinder stadig større udbredelse.
»Vi har de seneste år tydeligt mærket, at oplevelses­pakkerne er blevet populære. Vi ser især, at der opstår problemer for gavemodtagerne med at nå at få brugt gaven inden den angivne frist. Vi oplever også, at folk gerne vil bytte dem, f.eks. fordi de synes, det er for besværligt, eller fordi den er begrænset enten tidsmæssigt eller geografisk, måske uden at giveren har været klar over begrænsningen,« siger Paula Brammann, jurist i Forbrugerrådet Tænk.


Og her gælder det virkelig om at holde tungen lige i munden, hvis man vil gøre andet end at takke pænt for gaven og lægge den i skuffen til alle de andre ubrugte brunch-gavekort.

Som udgangspunkt kan oplevelsespakker ikke byttes eller leveres tilbage. Nogle oplevelsesgaver har desuden en meget kort frist på selve oplevelsesdelen – helt ned til seks måneder fra kortet er udstedt, og der kan så være mindre tid tilbage, når kortet købes og gives. Man kan ikke kræve at få forlænget fristen på oplevelsen, men som hovedregel har man krav på at få en oplevelse til en tilsvarende værdi inden for den normale lovbestemte varighed af et gavekort, nemlig tre år efter købet.
»Vi ser ofte, at folk går galt i byen med oplevelses­gaverne.

Vi synes, at udstederne sikrer sig mod tab på bekostning af forbrugeren. Vores anbefaling er derfor, at man går tilbage til den gode, gammeldags måde at give oplevelser på: Man køber et kort, skriver noget om hvad pengene kan gå til, og så lægger man et pengebeløb i kuverten. Kontanter kan ikke misforstås,« siger forbrugerjuristen.