Svindeldømte Stein Bagger er prøveløsladt. Han kommer ud til et nyt liv med milliardgæld. Han må intet eje, og politiet vil holde godt øje med ham

Det er et helt andet liv, Stein Bagger skal til at leve, efter at være blevet løsladt på prøve. Et liv under politiovervågning og med en gæld på en milliard kroner.

Storsvindleren Stein Bagger går i disse dage rundt som en fri mand. Kriminalforsorgen har ifølge Ekstra Bladet for et par dage siden valgt at løslade Stein Bagger.

Men det er en helt forandret verden, der møder Stein Bagger uden for murene.

Selvom Stein Bagger i dag har udstået sin straf, hænger der stadig et enormt konfiskationskrav over hans hoved. Oprindeligt lød kravet på 50 millioner kr. Ved salg af smykker, malerier og andre effekter fra Bagger-boet blev det nedbragt til omkring 45 mio. kr. Det betyder, at politiet kan beslaglægge alt, hvad han anskaffer:

- Stein Bagger har stadig et konfiskationskrav på adskillige millioner hængende over hovedet, så hvis vi finder ud af, at han ejer noget herhjemme eller i udlandet, har vi mulighed for at beslaglægge det, siger special-anklager Michael Ejlerskov fra sporingsgruppen, der hører under Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Kun et beskedent hjem

Konfiskationskravet omfatter blandt andet bankkonti, fast ejendom, værdipapirer, biler, smykker, ure, kunst, designermøbler og andre genstande, der overstiger en vis værdi.

Samtidig med konfiskationskravet har Stein Bagger en gæld på omkring en milliard kroner til IT Factorys kreditorer.

- Når man skylder en milliard væk, lægger det en naturlig begrænsning på ens livsførelse. Han vil kunne have et hjem med møbler, men hvis han anskaffer sig dyre møbler eller et dyrt fjernsyn, vil kreditorerne kunne hive ham i fogedretten, siger Boris Frederiksen, der er kurator i boet fra IT Factory.

En kommende retssag vil afgøre, om IT Factorys bestyrelse og revisor også kan gøres erstatningsansvarlige for milliarden.

Svært at få job

Stein Bagger er frakendt retten til at drive virksomhed, og han kan få meget svært ved at få et job herhjemme. Alle i Danmark kender Stein Bagger som storsvindler, og det har tidligere vist sig at være risikabelt for en virksomhed at ansætte Stein Bagger.

Da Stein Bagger kom i praktik i Selfstorage.dk under det falske navn Steen Bech, udløste det en masse dårlig medieomtale og en retssag, der kostede ejeren en dom i byretten. Hans advokat har fortalt BT, at sagen har smadret den 51-årige ejers liv. Bagger selv blev frikendt for alle anklager. Hvis Stein Bagger skulle være så heldig at få et vellønnet job, vil konkursboet formentlig kræve en stor del af lønnen.

Jobmulighederne er måske bedre i udlandet, men hvis Stein Bagger vil rejse ud, er det besværligt. Vilkårene i hans prøveløsladelse tillader muligvis udlandsophold, men når man er under konkursbehandling, skal man have boets tilladelse til at forlade landet. Hvis han ønsker at flytte permanent til udlandet, skal det ifølge Boris Frederiksen godkendes af skifteretten.

Uanset hvad Stein Bagger gør efter prøveløsladelsen, vil det blive fulgt nøje af politiet.

Bagmandspolitiet mistænker Stein Bagger for at have skjult de 200 mio. kr., der forsvandt fra IT Factory.

Næppe døgnovervåget

Stein Bagger vil næppe blive døgnovervåget, men bagmandspolitiet vil uden tvivl holde et skarpt øje med svindlerens fremtidige gøren og laden.

- Det er klart, at alle, der har fået et stort udbytte, er interessante for os, hvis vi ikke har fundet alle pengene, siger Michael Ejlerskov.

Han ønsker ikke at fortælle, hvordan man vil holde øje med Stein Bagger, da det vil ødelægge efterforskningen.

Fakta om IT Factory

Juli 2003: Stein Bagger og partneren Asger Jensby køber IT Factory. På daværende tidspunkt er virksomheden reelt gået konkurs. I løbet af kort tid får makkerparret vendt skuden, og de øger omsætningen fra 12 millioner kroner til 43 millioner kroner.

Efteråret 2008: Omsætningen topper med en forøgelse i nærheden af 850 millioner kroner. De fleste af pengene stammer fra et omfattende svindelnummer gennem falske leasingaftaler mellem IT Factory og falske IBM partnere.

December 2008: IT Factory erklæres konkurs. Stein Bagger er forsvundet, men melder sig selv på en politistation i Los Angeles efter en tur tværs gennem USA. De 200 forsvundne millioner kroner mistænkes for at være skjult her.

Juni 2009: Ved retten i Lyngby idømmes Stein Bagger 7 års fængsel, som skal afsones i Jyderup Statsfængsel. Under sin afsoning bliver han anklaget for at være den reelle ejer af virksomheden Dansk Selfstorage. Anklagerne bliver han senere frifundet for.